Det har skabt stor debat: Må en kommune sætte en højtuddannet ældre arbejdsløs til feje gader, fordi vedkommende har krav på et seniorjob? Ja, mener Fanø Kommune. Mens både Mette Lehmann og hendes fagforening mener, at det er forkasteligt.
- Jeg synes, at man behandler mig uanstændigt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg som 58-årig skulle ud som specialarbejder til mindsteløn. Jeg er slet ikke blevet hørt i den her sag, siger Mette Lehmann til bt.dk.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
Mette Lehmann har intet imod jobbet, og hun er meget glad for sine nye kollegaer. Problemet er, at arbejdet er irrelevant i forhold til hendes uddannelse. Hun frygter det kun vil skade hendes chancer for at få et job inden for hendes felt.
Med udsigten til, at op mod et par tusinde danskere årligt kan gøre krav på et kommunalt seniorjob, når halveringen af dagpengeperioden træder i kraft efter nytår, strides kommuner og fagbevægelse om, hvilke job de ledige skal have tilbudt.
Fagforeningerne mener, at løn og indhold skal svare til personens kvalifikationer, mens kommunerne suverænt vil bestemme, hvad folk skal lave.
Problemet i Mette Lehmanns tilfælde er desuden, at arbejdet er meget hårdere, end hvad hun kan klare. Malerarbejde, fejning af gader, vask og rengøring af biler, strandrensning, medvirkende ved flytning af møbler og EDB, oprydning på bl.a. værksted, kantinetjeneste er blot nogle af de mange fysisk krævende opgaver, Mette Lehmann laver.
Fagforbundet for it-medarbejdere, Prosa, har indbragt Mettes sag som en prøvesag imod Fanø Kommune for Beskæftigelsesankenævnet.
Næstformand Hanne Lykke Jespersen, Prosa, mener, at kommunerne forsøger at underminere ordningen, fordi den ventes at blive meget dyr.
- En masse mennesker kommer i klemme, hvis kommunerne kan sætte folk til hvad som helst til lavest mulig løn, siger hun.
Seniorordningen indebærer, at ledige, som er med i efterlønsordningen og som har mindre end fem år til efterlønsalderen, har ret til et kommunalt job på fuld tid og til overenskomstmæssig løn, når deres dagpenge udløber.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at det er helt i orden, hvis en kommune sætter højtuddannede ældre til at feje gader.
- Det giver god mening, at man først og fremmest afdækker, om man kan finde et job, som passer bedst til den enkelte. Kan man ikke det, så synes jeg - både som socialdemokrat og beskæftigelsesminister - at det vigtigst er, om man har et arbejde, og ikke hvad for et arbejde, man har, siger hun til DR.
Mette Lehmann er uforstående over for beskæftigelsesministerens udmelding.
- Jeg frygter, at jeg går fysisk ned, hvis jeg skal blive ved med det her. Jeg har lige været sygemeldt et par dage med en seneskedehindebetændelse i venstre hånd på grund af arbejdet, siger hun. Desuden er en gammel skulderskade begyndt at gøre ondt igen, ligesom hun nu har fået smerter over lænden.
HVAD MENER DU? SKAL HØJTUDDANNEDE LEDIGE TVINGES TIL UFAGLÆRT ARBEJDE. DELTAG I DEBAT OG AFSTEMNING NEDENFOR.
{embedded type="node/polls" id="22297790"}