HR-formand kan ikke slippe ud af kontrakt med Henrik Qvortrup.
Det var under den profilerede journalist og politiske kommentator Henrik Qvortrups ledelse, at Se & Hør startede ugebladets ulovlige overvågning af kendte og kongelige.
Alligevel skal den tidligere chefredaktør nu give inspiration til personaleansvarlige. Og han får endda løn for det.
Det sker i efteråret på en storstilet HR-messe, der slår sig op på at være Nordens største af sin slags.
Men kontrakten med Henrik Qvortrup var indgået, da sagen om Se & Hør ramte mediespalterne.
Det forklarer Kim Staack Nielsen, formand for Dansk HR, der arrangerer HR-messen 'Træfpunkt Hunman Ressources', hvor Qvortrup er på talerlisten.
- Der er foruden lovgivningen også etiske og moralske aspekter. Vi skal opføre os inden for de moralske og etiske regler, der er for danske virksomheder. Så det har også været et issue for os. Vi indtil videre valgt at lade Qvortrup tale, men vi følger situationen nøje.
Qvortrup, der torsdag blev anholdt og sigtet for sin rolle i sagen om Se & Hørs ulovlige overvågning af kendte, er en ud af 12 erhvervsprofiler, der skal holde et indlæg under messen.
- Det er en hver dansk medarbejders opgave at opføre sig ordentligt i en organisation både lovmæssigt, men også moralsk. Det er et vigtigt fundament i vores samfund. Det er altid svært at dømme en person, før der er grundlag for det. Og vi er i den situation rent juridisk, at vi er forpligtet til at opfylde kontrakten, siger Kim Staack Nielsen.
Men hvad mener du? Ville du gerne kunne rive kontrakten i stykker, hvis der ikke var det juridiske at tage højde for?
- Jeg er nok nødt til at sige på den måde, at det er min klare overbevisning, at alle skal holde sig til både de lovmæssige, men også etiske og moralske regler, siger HR-formanden.
Hvad får Henrik Qvortrup i løn?
- Det ved jeg ikke. Det er en af vores medarbejdere, der har indgået aftalen. Han er blevet booket i en gruppe med fire igennem et bureau.
Men han får løn?
- Ja.
Henrik Qvortrup skal holde tale i noget, der hedder Power Corner. Hvad er det?
- Power Corner er et 30 minutters indlæg, hvor talerne i større grad tager udgangspunkt i ting i deres personlighed, som har bragt dem i den position, de er i. Det så jo ganske fornuftig ud i foråret for Qvortrup, siger Kim Staack Nielsen.
Messen, Qvortrup skal tale ved, beskrives som 'Danmarks og Nordens største HR-Messe' og finder sted den 1. og 2. oktober 2014 i København.
Henrik Qvortrup oplyser til BT, at han ikke har nogen kommentarer til sagen.