Prins Henrik talte også om sit fortryllende ægteskab med Margrethe:

"År efter år fryder jeg mig dagligt over at være sammen med dig og at kunne dele gode stunder i vort snart 33-årige ægteskab, fyldt med fortryllelse," - til hvilket Margrethe sendte ham et varmt og hengivent blik.

Henrik sagde også tillykke og tak for hendes klogskab, hengivenhed og den varme, hun skænker sin familie og Danmark.

"Lige i aften har vi talt med Kronprinsen næsten fra Nordpolen. Han og svigermor kunne desværre ikke være her i aften. Vi savner dem meget, men tænker på dem", sagde prins Henrik.

"Det glæder os, at vor anden søn er til stede. 60 år markerer, at årene går, at livserfaringen stadig vokser.

Det er en milepæl, og alderen begynder at kunne mærkes, men det gælder ikke for dig. Din energi, livsglæde og dine kunstneriske evner blomstrer og udvikler sig fortsat. Livet med dig er fyldt med nye oplevelser", sagde prins Henrik.

Han sad godt placeret mellem to dronninger, Sveriges Silvia og Norges Sonja lige over for sin kone. Henrik sluttede sin tale med at udbringe et nifoldigt leve. Margrethe sad mellem sin svenske fætter kong Carl Gustaf og prins Philip. Hun strålede af glæde.

Ingen tvivl om, at Margrethe i aftes var meget glad for at høre fra Frederik, der på Station Nord 933 kilometer syd for Nordpolen kunne kontakte Amalienborg.

På Station Nord kunne Frederik og slædefællerne få deres første bad i et par måneder, og en masser godter, som Margrethe og Henrik havde medbragt hjemmefra.