Den tidligere svenske landsholdsstjerne i fodbold, Henrik Larsson, som bor i Helsingborg og i mange år spillede for klubben, sendte søndag aften en svada til både fans, klubber og det svenske samfund oven på det tragisk dødsfald, som kastede mørke skygger over sæsonåbningen i den bedste svenske fodboldrække.
- Jeg synes, at det er forbandet. Jeg synes, at det er på tide, at vi gør noget ved dette her. Man vil ikke sende sine børn til fodbold og så kommer barnet ikke hjem. Det skal fandme ikke være meningen, at nogen skal dø, lød det fra Henrik Larsson efter at hans nye klub Falkenberg tabte deres premierekamp hos Malmö FF 0-3.
Ifølge det svenske telegrambureau TT mener Henrik Larsson, at det er på tide, at fansene selv tager ansvar, men også, at hele samfundet skal tage volden, som er forbundet med fodboldklubber mere alvorligt.
- Jeg kørte i dag gennem byen (Helsingborg, red.) og hentede min søn. Klokken kvart i ti stod der masser af Djurgården-fans og ventede på at barerne skulle åbne. Skal vi åbne pubberne til sådanne kampe, sagde Henrik Larsen, der tiltrådte som træner i Falkenberg i vinterpausen.