I desperat brev til Skat beskriver Yvonne Pedersen sin søn og svigerdatters store brug af hendes penge.
Den tidligere toppolitiker Henriette Kjærs (K) svigermor er nu så hårdt ramt på pengepungen, at hun ikke har råd til mad.
I et to siders nærmest desperat brev til Skat den 2. januar beskriver den 75-årige pensionerede læge Yvonne Pedersen, hvordan Henriette Kjær og hendes bedrageridømte samlever, Erik Skov Pedersen, er direkte skyld i, at hun nu har oparbejdet en skattegæld på svimlende 1.973.814 kr.
Ifølge Yvonne Gerda Pedersen har parret lånt en formue af hende uden at betale tilbage, forfalsket hendes underskrift på lånedokumenter samt lænset diverse betalingskort til eksempelvis biludlejning, computere samt vin. Endelig har Erik taget pant i hendes Opel Astra for tre gange dens værdi, så den er helt usælgelig.
LÆS OGSÅ: Erik skov om gæld til mor: Hun får ikke en krone. Slut!
Hver måned trækker Skat 3.000 kr. af hendes folkepension på 9.541 kr. som afdrag på gælden. Det betyder, at hun, når husleje på 6.400 kr. og alle faste regninger er betalt, har et minus 2.100 kr. Og det er inden, hun har købt mad, tøj, vaskepulver eller noget som helst andet.
- Min økonomiske situation er håbløs. Jeg er 75 år. Jeg har arbejdet hele mit liv, indtil jeg fyldte 70 år i 2009, og jeg har hele mit liv betalt skat af min indtægt, men hele mit økonomiske uføre er opstået i forbindelse med min søn, Erik Skov Pedersen, og hans samlever, Henriette Kjær, har snydt og bedraget mig gennem de sidste 25 år, og det er ene og alene deres skyld, at jeg sidder i den situation, som jeg sidder i i dag, står i brevet.
LÆS OGSÅ: Efter skandalerne: Her er Henriette Kjær i dag
Erik Skov har nu i to år afsonet en fængselsdom for groft bedrageri og dokumentfalskneri for i alt 5,4 mio. kr. Han blev i oktober mistænkt for underslæb og forsøg på bestikkelse af en ansat i fængslet. Han er derfor flyttet fra åbent fængsel i Horserød til det topsikrede Vridsløselille Statsfængsel, hvor nogen af landets mest hærdede forbrydere sidder.
Henriette Kjær har ikke reageret på BTs henvendelse.