Det er ikke kun politikere og journalister, der i hobevis er valfartet til folkemødet i Allinge på Bornholm i dag. Også kommunikationsbranchen har fundet vej til solskinsøen, og blandt de mange kommunikationsfolk er den nu forhenværende folketingspolitiker Henriette Kjær.
Henriette Kjær forlod politik efter skandalen om hende og husbonden Erik Skov Pedersens rodede privatøkonomi, og har siden holdt sig væk fra medierne. Men nu er hun atter klar til at vise sig frem i en nye rolle. Den tidligere forbruger- og familieminister har nemlig sadlet om og fået nyt job som lobbyist og kommunikationsmedarbejder hos bureauet Ehrenberg Kommunikation.
Og den rolle er Henriette Kjær blevet glad for. Smilet var i hvert fald bredt hos den tidligere politiker, da BT fangede hende.
- Det er så fantastisk at være tilbage igen. Og det er en stor lettelse, at der nu ikke længere kun er fokus på min person, men også på det jeg laver, lyder det fra den tidligere folketingspolitiker, der var ved at gøre sig klar til en paneldebat.
Men selv om hun nu kan smile over at være tilbage på arbejdsmarkedet igen, så har det seneste år dog ikke været let for Henriette Kjær.
- Jeg har været igennem et stormvejr, og det har været rigtig hårdt. Men det er også dejligt at kunne sige, at nu lægger jeg det bag mig, og nu vil jeg videre, siger Henriette Kjær, der ikke har lyst til at kommentere sagen om hendes og Erik Skov Pedersens skandaløse privatøkonomi.
Sagen fik Henriette Kjær til at stoppe som folketingspolitiker, mens Erik Skov Pedersen blev idømt en dom på tre års fængsel for bedrageri for 5,4 mio. kr.
I sit nye job skal Henriette Kjær primært varetage relationer indenfor transportområdet og fungere som en slags lobbyist. Henriette Kjær har tidligere været transportordfører i syv år, og hun glæder sig derfor til at kunne bruge sin erfaring.
- Det er vigtigt, at man brænder for det, man laver, siger den tidligere toppolitiker og fortæller, at hun med liv og sjæl vil gå ind i sit nye job.