Det er en af Donald Trumps tro væbnere, der bliver USAs nye ambassadør i Danmark.
Ganske vist støttede 56-årige Carla Sands oprindeligt Ted Cruz, men senere kastede hun sig ind i kampen for at få valgt Donald Trump som præsident.
Efter at have støttet den republikanske kampagne med over to millioner kroner, blev hun sidste år sammen med otte andre kvinder hyret ind som en af præsidentens økonomiske rådgivere. Det skete efter kritik af, at de hidtidige 23 rådgivere alle var mænd.
Men hvem er hun så, denne Carla Sands?
Noget så sjældent som en tidligere skuespiller i sæbeoperaen 'Glamour,' som før det arbejdede som kiropraktor. I dag leder hun sin afdøde mands investerings-imperium, Venture Capital, der ejer ejendomme for knap en milliard kroner.
Carla Sands er enke efter Fred Sands, der døde i 2015. Han havde tillid til sin hustru, men mildt sagt ikke til Donald Trump.
'Han er en joke. Han elsker omtalen, fordi det er sådan, han er. Han er ikke en rigtig entreprenør. Han sælger sit navn og omgærder sig med opmærksomhed. Han dukker måske op i meningsmålingerne lige nu, men det går væk igen', sagde han i 2015 til magasinet Jewish Journal.
'Han har gjort nogle gode handler i sit liv, men han har tjent sine penge gennem licenser. Trump mig her og Trump mig der', fortsatte Fred Sands.
Selv om Carla Sands altså har lidt kendis-faktor, bliver det ikke nemt for hende at tage over efter Rufus Gifford, vurderer USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com, Anders Agner Pedersen.
»Et godt råd er ikke at kopiere hvad Gifford gjorde. Det er vigtigt, at hun finder sin måde at gøre det på – men selvfølgelig tage ved lære, hvor det giver mening. Det tror jeg også, vi vil se«, siger han.
Ganske usædvanligt for en ambassadør blev Rufus Gifford en vaskeægte kendis, der medvirkede i tv-programmer, ugebladsinterviews og sågar udgav en kogebog.
»Han havde den fordel, at han repræsenterede en præsident, danskerne var vilde med. Carla Sands udfordring er at få udviklet en god relation til Danmark alligevel«, siger Anders Agner Pedersen og bemærker, at ambsassdørposten ikke er »diplomatisk besværlig«.
»Posten som ambassadør i Danmark er ikke diplomatisk besværlig, fordi forholdet mellem Danmark og USA er stabilt godt«, siger han.
Carla Sands skal godkendes af senatet, før hun kan tiltræde formelt i København.