Egentlig var gæsterne inviteret til Richard Ragnvalds 65 års fødselsdag forleden. Men dansktopsangeren, der især er kendt for ørehængeren "Kære lille mormor", fik sine gæster til næsten at tabe næse og mund. Det skriver Se og Hør.
For bedst som gæsterne stod og nød en drink og hyggesnakkede til fødselsdagsfesten, blev de pludselig inviteret i kirke af fødselaren. Det viste sig nemlig, at nu ville Richard Ragnvald og Vibeke have papir på hinanden som rette ægtefolk at være efter 25 års samliv.
- Jeg fyldte 65 år i fredags (den 10. august, red.), men havde inviteret til fødselsdagsfest i søndags. Vi fik først en velkomstdrink, og så spurgte jeg gæsterne, om de ikke ville gå med mig over i kirken og tænde et lys for min mor, som i denne uge ville være fyldt 100 år, fortæller den populære sanger til seoghoer.dk.
Men der blev ikke tændt mange mindelys for sangerens afdøde mor. For til gæsternes endnu større måben, dukkede der pludselig en præst i fuld ornat op i kirken. Men så faldt pråsen til gengæld for gæsterne. Og 65 års fødselsdagen blev prompte byttet ud med et herligt bryllup.