Det er endnu ikke for sent at afværge de voldsomme klimaforandringer, som lurer i den globale horisont.
Det fastslår klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) på dagen, hvor FNs klimapanel IPCC offentliggør en ny rapport, som opridser de langsigtede og dystre konsekvenser af de verdensomspændende klimaforandringer.
»Rapporten viser, at klimaforandringerne bliver meget alvorlige, men siger samtidig, at vi har et vindue til at gøre noget. Rapporten siger, at vi endnu kan nå at afværge de voldsomme skader på vores fælles planet ved eksempelvis hurtigt at nedbringe udledningen af CO2. Det er en stor opgave, som jeg føler mig inspireret til at gå i gang med på baggrund af rapporten,« siger han.
Den danske klimaminister peger på, at rapporten kan fungere som en øjenåbner i forbindelse med en række kommende klimamøder, hvor verdens ledere skal forsøge at blive enige om, hvordan man kan bremse de eskalerende klimaforandringer. Rapporten viser blandt andet, at der er udsigt til et fald i det globale høstudbytte på op til to procent i de kommende årtier, og med stigende befolkningsvækst og højere temperaturer kan det få alvorlige konsekvenser for fødevareforsyningen.
»Rapporten skal bruges til at ændre verdens fremtid i mindre dyster retning. Vi vil gerne trække så mange som muligt i Danmarks retning, hvor vi går fra kul til vedvarende energi,« forklarer Rasmus Helveg Petersen, der mener, at Danmark er relativt godt rustet til de øgede vandmasser, som klimaforandringerne kan medføre i vores del af verden.
»Vi er velsignet af rigdom, og naturens luner rammer altid de rige mindre hårdt end de fattige. Men jeg tror ikke, vi har set de sidste stormfloder og den slags ekstreme vejrfænomener i Danmark,« siger han.
Mens Danmark har udsigt til mere vand, er der dog andre dele af verden, som ifølge FN-rapporten har udsigt til alvorlig tørke og ændringer i økosystemet. Det vil især gå hårdt ud over verdens fattigste, som kan blive sendt på flugt af klimaforandringerne, hvis det internationale samfund ikke formår at bremse dem i tide.
Men det er ikke kun verdens svageste, der vil kunne mærke konsekvenserne, fastslår Rajendra Pachauri, som står i spidsen for FNs klimapanel.
»Ingen på denne planet vil være uberørt at klimaforandringernes konsekvenser,« siger han.