Og ja, han bor i Milano. Ja, konen er designer. Tilværelsen kan roligt kaldes glamourøs.
Men dels er Thomas Helveg for meget fynsk bondedreng til, at der nogensinde ville gå store armbevægelser i statusen. Dels er det med "den dyreste" ikke noget, hverken Helveg eller kammeraterne på landsholdet har bekymret sig særlig meget om.
Men dyr dreng eller ej, Milan-stjerne eller ej, har Thomas Helvegs landsholdskarriere udviklet sig en anelse paradoksalt. I landsholdets succesrige 1999-sæson rundede han positioner som højre back, midterforsvar, central midtbane og højre midtbane.
All round'eren forsøgte at løse opgaven, men her og nu står midtbanespilleren - som han jo faktisk er i Milan - med risikoen for at ende som den uheldige i en stoleleg.
Måske et dårligt billede: Prisen kan netop blive en plads på en stol udenfor banen.
På den yderste midtbane er de to spillere, der står til at overgå hans 64 mio. kroners salg til Milan, Martin Jørgensen og Jesper Grønkjær, selvskrevne. Og på den centrale midtbane tog Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting i Israel-kampene i november et klart skridt foran Helveg. Udenfor truppen er der så også en Allan Nielsen på vej via Wolverhampton.
Tilbage er reelt kampen om pladsen som højre back med Søren Colding.
"Jeg opfatter mig ikke som stamspiller. Det har jeg aldrig gjort," siger Helveg med nøgtern stemme de første gange, vi berører emnet.
"Det gik rigtig godt for Jesper og Martin sidste sæson. Det skal man selvfølgelig holde fast i, specielt den måde, vi sluttede året af på, men omvendt mener jeg også, at Martin i Udinese har bevist, at han kan spille på den offensive del af den midterste midtbane," siger Helveg med henvisning til hans favoritposition som højre midtbane.
Undervejs i samtalen lader han sig tydeligt irritere af de mange spørgsmål om hans position på holdet.
"Jeg synes egentlig, at jeg i Frankrig under VM fik vist, at jeg kan spille på den centrale midtbane," siger han uden dog at ville sætte navne på en sammensætning af midtbanen.