Som rytter var Lars Michaelsen ekspert i Paris-Roubaix og kunne have kørt efter sejren i sit afskedsløb i 2007, hvis han havde givet loyaliteten en strakt finger.

Himlen er et sted, hvor intet rigtigt sker. Hvor baren altid er åben, og hvor jukeboksen spiller netop dit yndlingsnummer. Hele tiden.

Damerne er indtagende og smukke. Selv cigaretrøgen vil ikke være til irritation, men føles som en æterisk duft af viol. Her glider konversation som smurt i smør. Alt ånder en form for fredfyldt idyl. Det er pænt, men muligvis også en smule kedeligt i det lange løb.

Lader man sig frivilligt indskrive i Helvede for en dag som cykelrytter, får man lov at lide og dø en lille smule sådan uden for alvor at skulle i graven. Man vil føle afmægtigheden over at mærke den sidste kraft sive ud af kroppen. Musklerne vil sitre i krampetrækninger og lungerne hvæse lavmælt af ophobet vejstøv. Man vil ramme det punkt, hvor selvopholdelsesdrift og viljestyrke testes til det yderste. Man vil have gjort sin entré i Paris-Roubaix.

Lars Michaelsen har været der. Og faktisk kunne han lide det i en grad, så han gjorde det til sit speciale. Den nu 46-årige sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo satte derfor også naturligt punktum for sin karriere i 2007-udgaven af ’En forårsdag i Helvede’, hvor han var tættere på at skrive dansk cykelhistorie end resultatlistens 11.-plads vidner om.

»Når jeg ser tilbage, kan jeg godt fortryde, at jeg ikke var opmærksom på, at min holdkammerat Stuart O’Grady fra Team CSC kom op bagfra til den gruppe, jeg sad i længere fremme. Han kørte videre med det samme, og jeg skulle have smidt min loyalitet for holdet hen over skulderen og bare kørt op til Stuart. De andre i min gruppe var færdige, og jeg kunne sagtens være kørt alene,« lyder det fra Lars Michaelsen.

Stuart O’Grady blev en overraskende vinder af Paris-Roubaix det år. Og der kunne efter Lars Michaelsens mening sagtens have været en dansker på podiet, hvis ikke et af løbets mere forbandede uheld havde været i spil.

»Jeg får en af de sivepunkteringer, løbet er fuldt af. Jeg vidste, at vi havde et depot stående i vejsiden efter Carrefour de l’Arbre-brostensstykket, selv om det på grund af punkteringen var hårdt overhovedet at holde sig på cyklen. Omvendt turde jeg ikke bare kalde servicebilen frem, for så ville den gruppe, jeg havde siddet i, bare køre forbi mig igen, så jeg valgte at vente med et cykelskifte til jeg nåede frem til vores mand,« husker Lars Michaelsen.

»Desværre havde jeg svedt ud, at netop de reservecykler var monteret med højprofilfælge og mere luft i dækkene, så da jeg
kastede mig op på den, røg jeg ned allerede i næste sving, fordi vejgrebet var helt anderledes. Der røg min podieplacering så,« tilføjer Lars Michaelsen, som otte år senere stadig har en snert af ærgrelse i stemmen over den spildte mulighed på brostenspaveerne.

De fleste betaler deres lærepenge for at køre Paris-Roubaix. Og Michaelsen har betalt sin andel.

»De første fire år var hårde lærepenge. I 1994 stillede jeg som nyprofessionel op fuld af forhåbninger. Jeg boede på værelse med en legende som Sean Kelly, og vi skulle være der for Marc Madiot, men han endte så med at styrte og brække bækkenet. Mit løb var slut allerede ved første forplejning, fordi forskifteren var vredet en omgang rundt,« fortæller Lars Michaelsen om tiden på Catavana Corbeil-holdet med de to dobbelte vindere af Paris-Roubaix.

»Det var først i 1999, jeg for alvor knækkede koden til løbet og følte, at jeg vidste, hvad det gik ud på. Jeg opnåede så en femteplads i 2002, som var en af de årgange med masser af mudder. Der var rigtigt mange uheld, men det lærer man også af,« tilføjer han.

En lærdom, den danske dørmand i Helvede nu giver videre til rytterne på Tinkoff-Saxo.

»I dag fortæller jeg videre til rytterne på holdet, at man lige så godt kan forberede sig mentalt på at skulle igennem to styrt og tre punkteringer på sådan en dag. Så er det kun en bonus, hvis man ikke har det. Det er også en måde at overleve på.«

Lars Michaelsen deltog 12 gange i Paris-Roubaix:

1994: Udgik
1995: nr. 30
1996: nr. 50
1998: nr. 29
1999: nr. 10
2000: nr. 22
2001: Udgik
2002: nr. 5
2004: nr. 23
2005: nr. 5
2006: nr. 19
2007: nr. 11