Det kendte Aarhus-par har købt 312 kvm. herskabslejlighed på Strandvejen til knap syv millioner kroner.
Knap syv millioner kroner har parret lagt for den syv-værelses herskabslejlighed med en stor terrasse, der sikrer parret vue over både havnemiljø, bugt og med Marselisborgskoven i baggrunden.
Parret afslører i dagens udgave af Ekstra Bladet, at de er på vej til at rykke ind i Skansepalæet. Dog mangler parret stadig at få solgt deres liebhavervilla, der er sat til salg for 15,8 millioner kroner. Villaen har foreløbig været til salg i tre måneder, uden at en køber har meldt sig.
- Lad nu være med at skrive, at vi ikke kan få den solgt. Det skal ikke være noget med de rige og alt det der, siger Renée Toft Siomonsen til Ekstra Bladet og afslører samtidig, at parret ikke rykker teltpælene op foreløbig.
Har været hotel
Lejligheden i Skansepalæet, der ligger et ejendomsmægler-stenkast fra midtbyen har været til salg siden 6. oktober 2009, og der er i perioden givet et prisnedslag på godt 700.000 kroner. Handlen er endnu ikke tinglyst, men ifølge netportalen Boliga.dk, var sidste udbudspris 6.975.000 kroner.
Skansepalæet - eller i daglig tale blot Skansen - er opført i 1908. Under den store Landsudstilling i 1909 på Tangkrogen fungerede lejlighedskomplekset som hotel for de mange tilrejsende gæster. Det nyindrettede hotel, der fik navnet Hotel Skansen, slog dørene op midt i maj 1909 og husede over 13.000 gæster, inden det lukkede igen i september.
Om baggrunden for adresseskiftet sagde Renée Toft Simonsen i juni til dagbladet Børsen.
- Børnene er så store nu, at de alligevel snart alle er på vej væk. Huset er dyrt, og der er meget at holde.