Èn af Helle Bønnerups Nielsens kollegaer blev bortvist på grund af en beskyldning om tyveri af to pakker toiletpapir fra Hillerød Hospital. Det fik hende til at skrive en opdatering på Facebook, der røg direkte videre til chefen, selvom den var privat.
»Så nemt slipper man af med kollegaer :-( (...) Sgu nogen gode chefer vi har eller? Nå nej det er derfor vi har fået de nye tilsynsassistener. Hatten af for deres job det må smage af lort men det gør røvslikkeri altid«, skrev Helle Bønnerup Nielsen på Facebook efter episoden.
Selvom Helle havde skrevet opslaget privat, og kun delt til sine egne Facebook venner, blev hun dagen efter kaldt til samtale, da hun mødte ind på jobbet, skriver Fagbladet 3F.
Der var nemlig nogen, der havde sendt opslaget videre til lederen for tilsynsassistenterne, der mente, at Helle var gået over streget med opslaget. Det blev kaldt illoyalt, selvom det var rettet til Helle Bønnerup Nielsens private Facebook-venner.
Det gjorde, at Helle var nødt til at rydde op i de mange bekendtskaber, hun havde på det sociale medie. Hun vidste nemlig ikke, hvem der havde sendt opslaget videre.
»Det værste er, at jeg ikke ved, hvem der stak mig. Og lederen ville ikke sige, hvem der havde sagt det. Hvis det var meningen, at min kritik skulle være offentlig, havde jeg jo nok sendt den ud et andet sted«, siger Helle Bønnerup Nielsen til Fagbladet 3F.
Til samtalen valgte Helle at stå ved sine ord, men beklage det hårde sprog. Retten til at ytre sig kritisk om det, hun synes er uretfærdig, holdt hun fast i. Det endte også med, at Helles kollegaer blev pure frikendt for fra beskyldningen.
Helle Bønnerup Nielsens egen chef, Preben Regel, der ikke var med til samtalen, er efterfølgende gået ind over sagen. I den forbindelse har han sagt følgende til Fagbladet 3F:
»Jeg synes, vi fik landet sagen fornuftigt med en løftet pegefinger til Helle Nielsen. Dengang havde vi heller ikke en egentlig Facebook-politik«, fortæller Preben Regel.
