Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister, og i forbindelse med Womens Deliver-konferencen gav hun et interview i DRs Aftenashowet, hvor hun fortalte om det at være kvinde blandt verdens statsledere.
Selv om Helle Thorning-Schmidt befandt sig i en mandsdomineret verden, da hun var Danmarks statsminister, så følte hun sig alligevel respekteret af de andre landes ledere.
Det fortalte hun i DRs Aftenshow onsdag aften.
Men i Danmark måtte Helle Thorning-Schmidt derimod stå på mål for kritik, som var møntet på hendes køn, mener hun selv.
»Alle kan huske, at jeg havde meget stramt hår, og det var fordi, at der var en artikel i en avis, hvor journalisten havde skrevet - fordi mit hår hang løst - at nu havde Thorning ’kom-og-tag-mig-hår’. Og det var lidt voldsomt,« siger hun og forklarer, at hun altid har bestræbt sig på at se »neutral« ud i sin påklædning.
Undervejs i perioden som statsminister fik Helle Thorning-Schmidt tilkendt øgenavnet 'Gucci-Helle', og selv om hun udadtil ikke lod sig påvirke af det, så erkender hun, at det var forstyrrende.
»Det øgenavn, jeg fik, Gucci-Helle, det er jo et stempel, man får på sig, som også er et kønsstempel. Fordi man ser ud på en bestemt måde, så får man et øgenavn, og det var da irriterende,« fortæller hun og pointerer, at det også var skadeligt for det, hun ville politisk.
Helle Thorning-Schmidt arbejder i dag som direktør for Red Barnets internationale afdeling.