Som pilot behøvede milliardæren Michael Henriksen ikke at melde en flyveplan til luftfartsmyndighederne, når han ikke lettede fra en af landets større lufthavne.
Flaget var på halv mandag i MH Gruppens hovedkvarter i Lynge i Nordsjælland efter fredagens helikopterstyrt i Kattegat.
Både virksomhedens indehaver, skralde-milliardæren Michael Henriksen, og den miljø-ansvarlige Morten Friis var blandt de fire omkomne ved den tragiske dødsulykke i farvandet mellem Samsø og Røsnæs.
Men da Michael Henriksen fredag formiddag havde løftet sin helikopter mod himlen over Nordsjælland, var det ikke noget, som hans ansatte og venner i området omkring MH Gruppens hovedkvarter på Stensøvej i Lynge tog særlig notits af.
Læs også: FCN-boss i sorg efter tragisk ulykke: Han reddede klubben
Blandt kondolence-skrivelserne på City Containers Facebookside skriver en af hans venner eksempelvis dagen efter styrtet:
- Så i går hans sorte helikopter lette fra Nøglegårdsvej i Vassingerød kort før middag, som mange gange før. Surrealistisk og utrolig trist.
Ville lande på Samsø
Den lille, mørke Robinson 44-helikopter var efterhånden blevet en del af normalbilledet omkring den driftige forretningsmand, der i fredags ville tage de tre venner og forretningsforbindelser Morten Friis, Mark Jacobsen og Søren Wettergreen med på en helikoptertur mod vest. Først ville firkløveret lande på Samsø, og bagefter skulle kursen sættes mod Fyn.
Da han selv var pilot, behøvede Michael Henriksen ikke at melde en flyveplan til luftfartsmyndighederne, når han ikke lettede fra en af landets større lufthavne.
- Hvis helikopteren var lettet fra eksempelvis Kastrup eller Roskilde, skulle der være fløjet med flyveplan, men det var ikke tilfældet. Når man letter fra en mindre flyveplads eller eksempelvis privat grund, behøver man ikke at melde noget, oplyser kommunikationsmedarbejder Jan Eliassen fra Naviair, der står for trafikstyring i det danske luftrum.
Læs også: Advarer skibe mod styrtet helikopter
De helt præcise oplysninger angående radaroplysninger om den forulykkede helikopters rute er overdraget til Havarikommissionen, men det står fast, at helikopteren skulle lande på Samsø få minutter før styrtet. Her kaldte man op fra helikopteren - muligvis for at få informationer om vejrforholdene i området.
Hos MH Gruppen oplyste direktør Christian Rindbøl mandag til BT, at man foreløbig ikke ønskede at udtale sig nærmere om detaljerne hvad angår den fatale helikopterflyvning:
Sønnen er også pilot
- Der er tale om tætte kolleger og venner, så både vi og familien vil i de her dage gerne have et pusterum, så vi kan finde fodfæstet igen. Og med hensyn til detaljer om selve flyvningen, så må vi henvise til politiet og Havarikommissionen, som også ved meget mere, end vi gør, siger MH Gruppens talsmand.
Af familiens offentliggjorte billeder på nettet fremgår det, at Michael Henriksen ikke var den eneste, der havde lov til at flyve helikopter. Også hans 21-årige søn havde for nylig fået certifikat som helikopterpilot.