Smukkere end nogensinde. Helena Christensen, som er 31 år, kan bare den kunst at blive ved med at give os nye oplevelser. Nu for Vero Moda.
Bare en måned efter, at hun 14. oktober fødte Mingus, var hun igang med et stort modeljob, og det lyder næsten forslidt at blive ved med at fortælle, at hun ser fantastisk ud.
Men døm selv, det er ligesom om, at fødslen og glæden over sønnen har givet hende en dybere skønhed. Hun hviler i sig selv og er meget nærværende i optagelserne.
Optagelsen er skudt af modefotografen Henrik Bülow, som selv havde sin lille datter med i til modeoptagelserne, som foregik i hjemmet hos musiker og producer Thomas Blachmanns i Nordsjælland.
Helena havde også Mingus med, samt sin mor Elsa, som skulle passe barnet mellem optagelserne. Mens Helena fik ordnet hår og make-up ammede hun sønnen, og alt var fredeligt og hyggeligt i studiet. Der var plads og tid til alle.
Da Mingus faldt i søvn, blev der arbejdet under højtryk. Helena arbejdede som en okse i seks timer og fik hele holdet til at yde mere, end de troede muligt.
"Vi kan nemt nå en optagelse mere," blev hun ved, og var virkelig veloplagt. Hele modeoptagelsen af kollektionen tog to dage.
Energien lyser fra billedserien. Det er et godt valg at bruge Helena som topmodel i en stor serie, som skal hænge i 16 lande.
Bestseller, som i år kan fejre 25 års jubilæum, har worldwide 316 Vero Moda butikker og de leverer tøj til 6.000 detailbutikker. Herhjemme har vi 50 Vero Moda butikker, og der er 200 butikker, som fører kollektionen.
"Vi har valgt Helena Christensen fordi hun er en af verdens smukkeste kvinder, og hun har en eftertænksom, sensuel og poetisk udstråling. Hun passer til stilen i tøjet.
Valget af Helena er et ønske vi længe har haft, og vi har sikret os hende hele året. Hun sagde ja, fordi hun også kender hele teamet omkring sig, hun er personlig ven med flere af kunstnerne," fortæller marketingchef hos Bestseller Lene Dyhr.
Foruden modefotograf Henrik Bülow var stylisten Kim Grenaa, makeup artisten Henrik Haue og interiørstylisten med på holdet.