Sammen med royale fra ind- og udland, samt alt hvad der hører sig til af højesteretsdommere, ambassadører og hofjægermestre, havde Dronning Margrethe også inviteret rengøringsassistenter, praktikanter og snedkere til festkoncerten i DRs Koncerthus.

Gæstelisten til Dronning Margrethes store festkoncert, der havde været hemmeligholdt indtil få minutter før de første gæster ankom til DR-byen, indeholdt både en næsten uendelig række af samfundets spidser, men også stuepige Fylla Tjørnelund Jensen, rengøringsassistent Katrine Carlsson og snedkermester John Bøge var blandt de inviterede.

Ved koncerten spillede Det Kongelige Teaters Symfoniorkester, men også en række pop- og rockmusikere. For eksempel Sanne Salomonsen, Anne Linnet, det færøske popgeni Teitur og Eddie Skoller.

Der blev dog også plads til musik fra balletten Sylfiden.

Gæsterne ankom i to hold. Klokken 18.30 var det første hold på 800 ankommet.
Det næste hold, der blandt andet talte regeringen, folketingsmedlemmerne og alle dem med sildesalat og høje hatte, ankom fra 18.30 og til cirka 19.30, hvor den kongelige familie, de udenlandske diplomater og kongelige gæster ankom som sidste del af kransekagen.

I alt 1600 gæster var inviteret til festkoncerten.