Hele landet får lidt ud af ny trafikaftale
En milliard kroner blev tirsdag spredt ud over den kollektive trafik landet over. Der er billigere billetter på vej, men langt op til SFs ambition om prisnedsættelser på 40 procent.
En milliard kroner blev tirsdag spredt ud over den kollektive trafik landet over. Der er billigere billetter på vej, men langt op til SFs ambition om prisnedsættelser på 40 procent.
Billigere billetter uden for myldretiden, bedre cykelstier i de store byer og mere rabat til de unge pendlere. Det er nogle af hovedingredienserne i den trafikaftale, som regeringen tirsdag indgik med Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Med aftalen fordelte partierne den pose penge med en milliard kroner, som regeringen i februar besluttede at bruge på den kollektive trafik, da den skrottede planerne om den omdiskuterede betalingsring rundt om København. Pengene kommer hele landet til gavn i form af trafikforbedringer og prisnedsættelser - et punkt, som samtlige partier bag aftalen lægger stor vægt på.
- Jeg er utrolig glad for, at det nu bliver markant billigere at benytte den kollektive trafik uden for myldretiden, og at vi får langt flere unge til at benytte den kollektive trafik med det nye ungdomskort siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Ifølge institutdirektør på DTU Transport, Niels Buus Kristensen, er det netop den billigere kollektive transport, der er aftalens mest mærkbare resultat. Han fastslår dog, at de mange initiativer kun marginalt vil flytte bilister over til den kollektive trafik.
- I og med at prisnedsættelserne kun vil ske udenfor myldretiden, så vil det ikke have nogen nævneværdig effekt på trængselssituationen, siger Niels Buus Kristensen.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, glæder sig over, at de kommende letbaner i Odense og Aalborg nu sikres, og at der nu er sørget for sociale rabatter på fjernbusser, som blandt andet tæller ruter fra København til og fra Bornholm og Aalborg.
- På den måde sikrer vi, at gøre transporttiden fra de større byer til København mere økonomisk rimelig for eksempelvis studerende og børnefamilier, som ofte har større behov for at tage turene, men ikke de store penge at rutte med, siger han.
På trods af de bebudede trafikforbedringer landet over er milliardaftalen ikke i nærheden af at leve op til SFs valgløfte om 40 procent billigere bus- og togbilletter i København. Trafikaftalen reducerer ’kun’ priserne med 20 procent udenfor myldretiden. Løftebrud?
- Det mener jeg ikke. Hvis man ikke kan få lov til at sige noget i en valgkamp, om at man arbejder for det, knokler for det og har planer om at gennemføre det, hvis man får 90 mandater..., siger SFs trafikordfører, Anne Baastrup, uden at afslutte sætningen.
Hun tilføjer, at prisreduktionen på 40 procent var en ambition fra SF, der dengang var i opposition.
- Vi har et højt ambitionsniveau i SF. Ingen tvivl om det. Men når man ikke får tilstrækkeligt med mandater til at gennemføre sin politik, så er det altså svært, siger hun.
SFeren glæder sig i stedet over, at det overhovedet bliver billigere at bruge den offentlige transport og over, at der er afsat 300 millioner kroner til at udvide den såkaldte HyperCard-ordning. Udvidelsen betyder, at det bliver billigere for alle 16-19-årige, alle på ungdomsuddannelser og alle på en videregående SU-berettiget uddannelse at bruge den offentlige transport.