Det blev en kendsgerning, da Feyenoord og Twente delte point ved at spille 1-1.
Twente skulle vinde for at overhale Ajax.
Den halvskadede Brian Laudrup leverede gode aktioner på højrefløjen, men måtte alligevel trække sig ud i anden halvleg, da smerterne i den betændte akillessene nok engang tog til.
På modsatte fløj spillede Jesper Grønkjær hele matchen uden at imponere.
Nummer to i den hollandske Æresdivision blev godt spillende Heerenveen, der i Daniel Jensen har fået en mand, der spås en stor fremtid.
Skuffende nok har den tidligere U-21-landsholdsanfører Allan K. Jepsen, tidligere Hamburger SV, ikke formået at spille sig i nærheden af en stamplads i den frisiske klub.
Til næste sæson skulle Jesper Håkansson, der er opereret i hælen, være klar igen.
Landsholdsspilleren Jon Dahl Tomasson i Feyenoord blev pillet ud efter pausen i kampen mod Twente. Ifølge bulletinerne fra Holland var det ikke en af danskerens bedste kampe.
Med 3. pladsen, der giver kvalifikationskampe til Champions League, slutter det detroniserede mesterhold en trods alt acceptabel sæson.
De nye, suveræne mestre fra PSV Eindhoven med landsholdsback Jan Heintze på holdet vandt hjemme 2-0 over NEC Nijmegen.
Den langtidsskadede landsholdsangriber Ruud van Nistelrooy, der gik glip af en drømmekontrakt med Manchester United, ender, trods udenfor i de sidste elleve kampe, som ligatopscorer med 29 kasser, fire foran Vitesses Pierre van Hooijdonk.