Jiri Nemec hev Ronald de Boer i trøjen i en luftduel, og den italienske dommer Pierluigi Collina pegede på pletten, hvorefter brormand omsatte det store tilbud med stor sikkerhed.

Inden da havde tjekkerne domineret anden halvleg med en række gode muligheder. Tættest på var Pavel Nedved og Karel Poborsky, der begge ramte træværket, og også den lange Jan Koller var et problem for hollænderne. Men ind ville bolden altså ikke, førend tvillingen omsatte straffesparket i den modsatte ende til kampens enlige mål.

Tjekkerne forsøgte derpå en desperat offensiv med fire hjørnespark på stribe som resultat. Til allersidst fik Radek Bejbl en forholdsvis stor chance, men Edwin van der Sar dækkede målet godt, og tjekkens skud gik ved siden af.

Var anden halvleg tjekkernes, må det retfærdigvis siges, at hollænderne dominerede begivenhederne i første omgang. Specielt havde det tjekkiske forsvar store problemer med Edgar Davids, Dennis Bergkamp og Patrick Kluivert. I den modsatte ende havde hverken Edwin van der Sar eller forsvars-styrmand Jaap Stam nogle problemer, førend de sidste ti minutter af første halvleg, som altså varslede en meget mere hed anden for de orangeklædte.

I sidste ende red hollænderne dog stormen af, og en flot fodboldkamp fandt en vinder.