Hej, Elizabeth
Dronning Margrethe kyssede respektfuldt dronning Elizabeth på hånden efter først at have have givet sin kvart-kusine et kindkys, og fået et til gengæld. Det blev et varmt gensyn mellem to af magtens kvinder.
Dronning Margrethe kyssede respektfuldt dronning Elizabeth på hånden efter først at have have givet sin kvart-kusine et kindkys, og fået et til gengæld. Det blev et varmt gensyn mellem to af magtens kvinder.
Det er ikke før set, at dronning Margrethe har kysset andre regenter på hånden. Dermed viste snart 60-årige Margrethe, at hun sætter den britiske dronning meget højt.
Der var også kindkys til Philip. Prins Henrik sørgede for at Elizabeth fik et kindkys på den ene side, men nøjedes med håndtryk til Philip.
Om to år kan kvartkusine Elizabeth fejre 50 års regeringsjubilæum. Efter dronning Elizabeth er dronning Margrethe den regent, der har siddet længst på tronen.
Den var næsten symbolsk og i respekt for Lilibet, som dronning Elizabeth også kaldes, at Margrethe var iført den dragt, grå med et violet mønster som Margrethe brugte ved sit 25 års regeringsjubilæum. Dragten med den minkforede jakke og den violette hat med høj opretstående fjer gjorde indtryk på britiske hofreportere, som var lidt i tvivl om, hvordan de skulle beskrive Margrethes påklædning. "Fantastic", "Smashing", blev det bl.a. sagt.
Dronning Elizabeth var i blommefarvet frakke med tilhørende hat, sorte sko, handsker og taske, og ligesom Henrik har for vane, stod Philip let frysende i det blæsende kolde solskinsvejr med hænderne i lommen på sin koksgrå diplomatfrakke.
Det var noget af en scene, da kindkyssene og de store smil var fremme.
Her var det tydeligt for enhver, at de to dronninger, der begge har vor danske konge Christian den IX som tipoldefar, kan lide hinanden.
Dronning Margrethe og dronning Elizabeth mødtes om ikke i al deres magt, så i al deres pragt, på et overdækket teltpodie ved hovedgaden, Datchet Road i Windsor.
Forestil dig en flot teltpavillion med hvidt tætrynket stof som baggrundsvæg, og en tagkant prydet med med den engelske dronnings løvemonogram. og dronning Margrethes vildmænd på rigsvåbenet på hver side af det engelske.
Så var der blomsterne, store hvide hortensia, røde roser og røde alpevioler. Hestene, der stod med majestæstisk ro.
Dronningerne stod op i Dronning Elizabeths nyeste karet, en officiel gave, som den engelske Majestæt fik, da hun i 1988 besøgte Australien. Det var også den mest pompøse. På taget var der store velnærede guld-englebasser, der holdt på en stor guldkrone.
Prins Henrik og prins Philip kørte bagefter i den skotske statskaret og til sidst sad vor udenrigsminister Niels Helveg Petersen i fint selskab med danskfødte Birgitte van Deurs, nu hertuginde af Gloucester. Hun var elegant i olivengrønt. De sad i kareten overfor hinanden og talte ivrigt sammen. Hendes mand er Richard, hertugen af Gloucester.
Karetturen var et filmskue. Vejene i Windsor var afspærret og folk trængtes for at få et glimt, mest af deres egen dronning, men englænderne er et høfligt folk.
"Vi vil da gerne se dem begge", sagde de, da vi spurgte.
Små skolebørn stod og viftede med både det danske og britiske flag. Det var næsten som i et eventyr.
Læs mere i B.T. om Dronningens besøg i Storbritannien.