ID1. Det var navnet på en dansk smartphone-satsning fra selskabet ID2ME. Den nye smartphone kom til verden 7. januar 2016. Men kun lidt mere end et år efter lanceringen er selskabet bag gået konkurs.

Det skriver Finans.dk.

Der var ellers store ambitioner bag ID1, som skulle udfordre de helt store spillere på smartphone-markedet som Apples iPhone og Samsung.

Desværre blev det dog ikke den store succes, som det danske firma havde håbet på og arbejdet for.

Selskabet ID2ME er nu blevet taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten.

Ejeren af selskabet er danske Christina Agger, der i en årrække arbejdede hos den finske mobilgigant Nokia.

I forbindelse med lanceringen af ID1 fortalte hun til Ritzau om beslutningen om at gå ind på smartphonemarkedet:

»Jeg har i nogle år gået og tænkt på, at man burde gøre noget ved den måde, som smartphones er styret på. Navigationen i smartphones er blevet for rodet. Det er det, vi nu vil gøre op med,« sagde Christina Agger tilbage i begyndelsen af januar 2016.

Hun fortalte også, at udviklingen af selskabets smartphone skulle ske i samarbejde med brugerne.

ID1 blev produceret i Kina og havde blandt de mest prominente features et 13 megapixel kamera fra Sony. Desuden kunne man som en af de få smartphones på markedet på tidspunktet for lanceringen have to simkort i telefonen.

ID1 trak mange overskrifter herhjemme, da den kom ud.

Men det var ikke altid for det positive. I en anmeldelse af telefonen blev den kaldt 'middelmådig mobil med et dårligt design'.

Du kan læse anmeldelsen her.