Et populært portræt af Jacob Haugaard er pillet ned på Christiansborg. Maleriet blev taget ned i forbindelse med et større renoveringsarbejde i efteråret, men kom aldrig op at hænge igen.

Det skriver jp.dk.

Både hovedpersonen og kunstneren bag portrættet, Søren Hagen, ærgrer sig.

Til skræk og advarsel

- Jeg burde have en plads. Jeg hang der jo som skræk og advarsel for alle: Hvis I ikke tager politik alvorligt, så får I sådan nogle som mig, siger Jacob Haugaard til jp.dk.

- Man laver jo ikke billeder for, at de skal stå i et arkiv, supplerer Søren Hagen med henvisning til, at maleriet nu befinder sig på et arkiv i det såkaldte kunstkammer.

Solgt for 50.000 kr.

Søren Hagen solgte i sin tid maleriet af en afslappet og eftertænksom Haugaard med benene smækket op på bordet for 50.000 kroner.

Billedet blev købt for at markere Haugaards entré i Folketinget i 1994; som den første løsgænger i nyere tid.

Entertaineren fra Malling blev blandt andet valgt på at love mere medvind på cykelstierne, Nutella i forsvarets feltrationer og et krav om, at Fregatten Jylland skulle gøres kampklar.

Fast stop på rundvisninger

Billedet har de seneste mange år været et fast stop på de mange rundvisningerne på Christiansborg. Haugaards portræt var i øvrigt det eneste på Christiansborg, der ikke forestillede en tidligere formand eller statsminister.

Haugaard siger til jp.dk, at billedet er vigtigt, fordi hans plads i Folketingets historie er symbolet på alt det, der er gået galt for dansk politik.

Billedets fremtid

- Jeg indvarslede noget i 1994, som vi i dag ser i helt ekstrem grad. Jeg var ren form - og blev valgt. Det var heldigt, at det var mig og ikke Hitler. Jeg beviste noget, som virkeligt er et problem. Vi er nødt til at tage vare på vores demokrati.

Folketingets Rådgivende Kunstudvalg mødes i februar for at diskutere Haugaard-billedets fremtid.

Af Thomas Nygaard, thny@stiften.dk.