Få dage før orkanen Harvey ramte USA, fjernede præsident Trump en række påbud fra Obamas tid, som skulle hindre katastrofer ved ekstremt vejr i fremtiden. Kritikere mener, at Trump spiller hasard med skatteydernes penge.
I weekenden blev USA ramt af en af de værste naturkatastrofer i landet i mange år, da orkanen Harvey gik i land i Texas. Selv om den på land blev nedgraderet til en tropisk storm, har de enorme mængder nedbør, som fuldte med, haft katastrofale konsekvenser i millionbyen Houston:
Mindst 35 mennesker har indtil videre mistet livet på grund af stormen og de efterfølgende oversvømmelser, og tusindvis er blevet reddet fra vandmasserne. Ødelæggelserne er så omfattende, at myndighederne skønner, at genopbygningen af byen vil løbe op i milliarder af dollars.
Præsident Trump besøgte Texas tirsdag for at danne sig et overblik over ødelæggelserne, men nu får præsidenten kritik for sin nye politik på infrastruktur-området.
Tilbage i 2015 gennemførte tidligere præsident Barack Obama nemlig en række tiltag, som skulle sikre, at veje og bygninger i udsatte områder i fremtiden bliver bygget, så de kan modstå ekstremt vejr og naturkatastrofer. Men den lovgivning ønsker Trump at rulle tilbage, fordi han ønsker at bygge veje og broer hurtigere og billigere.
Derfor holdt han midt i august et pressemøde, hvor han fjernede forgængerens krav til nyt byggeri, men på det tidspunkt var det urolighederne i Charlottesville og præsidentens udtalelser i den forbindelse, der vakte opsigt.
»Vi skal have bygget infrastruktur hurtigt, billigt, og byggeprocessen skal gå meget, meget hurtig,« sagde Trump dengang ifølge Independent.
Efter de enorme oversvømmelser i Houston får Trump nu kritik for at rulle forgængerens krav til byggeri tilbage.
»At bygge nyt, mens du ignorerer fremtidige oversvømmelses-katastrofer, er som at give en pakke cigaretter til en lungekræftpatient,« siger professor i miljø- og klimalovgivning ved Columbia University til nyhedsbureauet AP.
Han forklarer, at han mener, at præsendenten risikerer at spænde ben for sig selv, hvis han ikke tager højde for, at nye naturkatastrofer kan ramme i fremtiden.
»Hvis du skal bygge nyt efter en katastrofe, ønsker du ikke at udsætte dig selv for det samme igen,« siger han.
Rachel Cleetus fra klimaorganisationen Union of Concerned Scientists er også bekymret.
»Det vil føre til større udgifter og flere konsekvenser ved nye oversvømmelser. Det er at sløse med skatteydernes penge, hvis investeringerne skyldes bort,« siger hun til Independent.
»Det vil være en alvorlig fejl at genopbygge infrastrukturen uden at tage hensyn til risikoen for oversvømmelser i fremtiden i kølvandet på tragedien i Texas, som 'Harvey' skabte,« siger hun.
Ifølge den norske avis VG var Obamas ordre fra 2015 endnu ikke blevet gennemført. Derfor gælder de gamle regler om, at bygninger, som bliver ramt af ekstremt vejr, skal genopbygges, som de var før.
Trumps opgør med Obamas lovgivning på området er en del af hans opgør med forgængerens klimapolitik.