Den verdensberømte engelske forfatter J.K. Rowling, der er kendt for at have skrevet Harry Potter-bøgerne, havnede lørdag i en twitter-fight med en bruger, der svinede den netop kårede Wimbledon-mester til.
For udover at være kendt som Harry Potter-forfatter er J.K. Rowling ligeledes kendt for at være stor Serena Williams-fan.
Så da den amerikanske tennisspiller lørdag havde vundet sin sjette Wimbledon-titel, brød J.K. Rowling ud i lykønskninger til Williams på sin Twitterprofil.
Det blev dog for meget for Twitterbrugeren @diegtristan8, der mente, at der var en klar årsag til Serenas succes.
»Ironisk, at hovedårsagen til hendes succes er, at hun er bygget som en mand,« skrev brugeren.
J.K. Rowling var dog hurtig klar med en skarp kommentar til den kække @diegtristan8. Forfatteren lagde et billede op af Williams i rød kjole med kommentaren:
»'Hun er bygget som en mand'. Ja, min mand ser præcis sådan her ud i en kjole. Du er en idiot.«
Rowlings irettesættelse resulterede efterfølgende i flere opbakkende kommentarer blandt hendes mange Twitter-følgere.