Landstræner Åge Hareide har valgt Andreas Cornelius som enlig angriber i sin 4-3-3-opstilling, erfarer BT.

Blot 42 minutters spilletid er ingen hindring for Andreas Cornelius til at starte inde i skæbnekampen mod Polen i Parken.

BT erfarer, at landstræner Åge Hareide har valgt den fysisk stærke Atalanta-angriber på bekostning af Kasper Dolberg, som ikke har fået den bedste sæsonstart, og Nicklas Bendtner, der først blev en del af truppen, da Yussuf Poulsen meldte afbud.

Det betyder, at Nicolai Jørgensen rykker ud på kanten i en 4-3-3-opstilling, mens Pione Sisto er det mest sandsynlige bud på den anden kantspiller nu, hvor Martin Braithwaite, der startede inde imod Kasakhstan, ikke er med på grund af en skade.

Den tidligere F.C. København-angriber har endnu til gode at starte inde for sin nye italienske klub, der har indledt den nye sæson med to nederlag og kun et enkelt mål. Cornelius kommer dog med noget mere fysik end eksempelvis Kasper Dolberg.

Andreas Cornelius startede også inde i hjemmekampen mod Kasakhstan, hvor han scorede til 1-0, og ude mod Rumænien i marts.

Her ragede han en advarsel til sig, hvilket betød, at han sad ude med karantæne i den seneste kamp ude mod Kasakhstan. Den 24-årige angriber har scoret tre mål i sine 12 landskampe.

Også i bagkæden kan der være overraskelser i startopstillingen. I hvert fald antydede Åge Hareide på gårsdagens pressemøde, at unge spillere som Andreas Christensen og Jannik Vestergaard kan blive tilsidesat af den mere erfarne Andreas Bjelland i forsvaret foran Kasper Schmeichel i målet.

»Jeg prioriterer erfaring meget højt i sådan en vigtig kamp. Erfaring er stærkt undervurderet i fodbold, for det indikerer, at man har spillet på højt niveau år efter år. Vi har også mange unge spillere, som er dygtige, og som vi skal bruge i mange år fremover, men vi må bygge på noget erfaring,« siger Åge Hareide.

Det kunne også tale for Nicklas Bendtner på toppen i stedet for Andreas Cornelius, men ifølge BTs oplysninger er Rosenborg-angriberen tiltænkt en jokerrolle og begynder derfor på bænken.

Ud over Bjelland i midterforsvaret tyder det på, at Henrik Dalsgaard glider ind i startopstillingen på højre back. Dalsgaard spiller til daglig sammen med Andreas Bjelland i den engelske Championship-klub Brentford.

Midtbanen giver sig selv med William Kvist og Thomas Delaney på de to defensive positioner med Christian Eriksen som det offensive omdrejningspunkt.