Transferdeadline nærmer sig. Sidste chance for at få det skifte i hus, som man måske har drømt om, eller som bare er nødvendigt for at få maksimal spilletid. Torsdag er det sidste chance for at få sådan et i hus, men det skal ordnes i Helsingør.

Landstræner Åge Hareide er helt klar i spyttet omkring lige præcis det, for nu handler det om landsholdet og kampene mod Polen og Armenien.

»Nej, de får ikke fri. Så må de løse det. Nu er de udtaget til landsholdslejren, og så følger de vores tidsskema og vores program. De har selvfølgelig nogle timer fri, og hvis nogen vil sætte sig i receptionen og forhandle, må de gerne gøre det. Men så sker det mellem møder og træning,« siger Åge Hareide, der også har afklaret det med både arbejdsgivere og mellemmænd.

»Klubberne og agenter ved, at det ville være helt galt, hvis folk skulle til at rejse rundt og forhandle. Så ville vi ikke udtage dem. Så skulle de få lov at gøre det andet. Der må de prioritere og vælge. Men vi har ikke haft nogen problemer.«

Syv landsholdsspillere har allerede skiftet klub, mens Andreas Christensen er vendt hjem til Chelsea efter to års lejeophold i Gladbach. Mere kommer der heller ikke til at ske for landsholdsspillerne, hvis man spørger landstræneren.

»Der er ikke nogen, der har orienteret mig om, at de skal skifte. Der var noget med Rønnow, som jeg læste i avisen, men jeg tog en snak med Frederik, og der er ingenting nu. Jeg er stort set blevet orienteret om alle klubskifter, og det sidste var Jens Stryger, som skiftede til Udinese,« siger Hareide.

Med de syv klubskifter har Danmark nu mere end en halv trup, der til dagligt spiller i de fem bedste ligaer i Europa. Og så kan man dertil lægge to spillere fra sidste års Europa League-finalister fra Ajax. Det tilføjer noget ekstra til landsholdet.

»Det giver fantastiske muligheder med holdet, fordi de har en rigtig stærk træningshverdag med gode medspillere. De får også erfaringer fra de bedste ligaer i Europa, og de møder modstandere hver weekend, som er svære at spille imod. Det bliver de bedre spillere af. Det store spørgsmålstegn er så, om de også bliver bedre på landsholdet. Derfor er jeg så optaget af, at vi holder på kontinuiteten i truppen, så vi kan arbejde sammen over længere tid,« siger Hareide og pointerer.

»Det giver holdet en enorm sikkerhed. Det giver overskud, at man i sidste weekend spillede mod Bayern München. Thomas Delaney spillede jo netop mod Robert Lewandowski i sidste weekend. Så der er ingen frygt for at spille imod ham igen,« fortæller Åge Hareide og lukker dørene indefra på landsholdslejren i Helsingør.