Hareide: Angriberne svigter
To kampe, et point og spil, der langt fra har ligget på den prangende side af Superligaens middelniveau - sådan ser situationen ud for Brøndby IF blot otte dage inde i den nye sæson.
To kampe, et point og spil, der langt fra har ligget på den prangende side af Superligaens middelniveau - sådan ser situationen ud for Brøndby IF blot otte dage inde i den nye sæson.
Nu udgør de to kampe ikke en voldsomt stor del af en sæson på 33 af slagsen, men for et hold, der har så store ambitioner, som de blå/gule har, er det langt fra være tilfredsstillende at smide fem point væk i hjemmekampe mod to af rækkens formodet tungeste hold.
Hvad der er værre end den pointmæssigt beherskede sæsonstart er, at spillet ikke har flydt.
AGFs 31-årige forsvars- og midtbanespiller Anders Bjerre spillede samtlige 90 minutter på Brøndby Stadion, da århusianerne med 2-1 på premieredagen snuppede alle tre point, og han mener, at det var et sært uengageret og gejst-forladt Brøndby-hold, som løb på banen den dag.
"Nogen gange er det et spørgsmål om at opsøge heldet, og det var nok det, vi gjorde mod Brøndby.
Men mest af alt, synes jeg, at Brøndby ødelagde kampen for sig selv ved at spille dårligt og næsten uengageret.
Jeg har stor respekt for Brøndby som hold, men lige nøjagtig i den kamp, synes jeg ikke, at de levede op til, hvad de tidligere har kunnet præstere.
Årsagerne kan være mange, og uden at jeg skal gøre mig klog på, hvad der foregår internt i Brøndby, så er det mit indtryk, at der er nogle folk, der skaber uro i truppen.
Og når der er uro i baglandet, har det indflydelse på, hvad der foregår på banen - tingene bliver mere krampagtige, og spillerne bakker ikke hinanden de 100 procent op, som det kræves for at skabe resultater.
Uden at det lige behøver at være det, så kan det godt være, at Brøndby mangler hold-følelsen, og det smitter af på gnisten og gejsten.
Og netop gejsten har meget at sige i specielt de første kampe på sæsonen, hvor der er nerver på, og det tit er tilfældigheder og held, der afgør kampene," siger rutinerede Anders Bjerre, der dog med et grin tilføjer, at han nu nok tror, at Brøndby i sidste ende skal overvinde den nuværende spillemæssige bølgedal og om ikke andet slutte over AGF i tabellen.
I Odense sidder mindst ligeså rutinerede Michael Hemmingsen og ærgrer sig lidt over, at odenseanerne ikke gjorde AGF kunststykket efter og tog fra Brøndby Stadion med alle tre point i lørdags.
"I sidste ende var uafgjort vel et meget retfærdigt resultat, men som kampen forløber er det noget lort - vi burde have lavet det mål, der skulle til.
Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at Brøndby spillede defensivt, men de havde tilsyneladende gjort sig nogle forberedelser mod os, og det bevirkede så, at de kom til at stå langt tilbage på banen."
Brøndby-træner Åge Hareide er ikke meget for at kommentere på andre klubbers spilleres kritik, men han erkender, at sæsonstarten har været en skuffelse, at pointhøsten er for dårlig, og at især angrebsspillet langt fra er tilfredsstillende.
"Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med to kampe og et point, og vi må i den forbindelse også se på det, der sker i kampene.
Vi har jo lavet en del store chancer i kampene uden at score målene, og det er vi nødt til at rette op på - vi skal score på de mange chancer, som vi har mod AGF, hvor der reelt set kun var et hold på banen, og mod OB har vi to friløbere alene med målmanden.
Det er vi nødt til at arbejde på i træningen - at omsætte chancerne til mål.
Men i øjeblikket mangler vi manden med skarpheden, som kan sende bolden i kassen," vurderer Brøndbys norske træner, der efter eget udsagn ikke i øjeblikket har udsigt til køb eller leje af skarphed oppe foran men i stedet må satse på, at spillerne kan genfinde agressiviteten.
"Vi må ikke blive så passive, som vi blev i kampen mod OB, og det er slet ikke nogen undskyldning, at vi har en vigtigt Champions League-kamp på Island på onsdag.
Og når vi har haft så mange chancer i hver eneste kamp, forstår jeg ikke, at vores angribere ikke kan løse opgaven.
Det er absolut nødvendigt, at vi genfinder den agressivitet, som vi før har haft, og spillerne ved også godt, hvad de er nødt til at præstere for at være på holdet," siger Åge Hareide, der dermed placerer en del af skylden for de blå/gules sløve start:
"Når man har ikke bare en men flere friløbere med målmanden, er det ikke et spørgsmål om held, men om dygtighed."