Spørgsmål: Booom… Jeg er lige fyldt 35 år og har fået min ”første” diagnose. Jeg synes ellers selv, at jeg er ret godt kørende - illusionen lever åbenbart – men jeg er så skidt kørende, at jeg har fået type 2 diabetes. Av. Jeg havde det nok på fornemmelsen, hvis jeg skal være ærlig, men sandheden gør nogle gange ondt. Og selvom jeg ved, at det vil være godt for mig og mit helbred at være lidt sundere hele vejen rundt, så er det svært at komme i gang. Kærlige hilsner Lykke
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Du er ikke alene om at blive diagnosticeret med en af verdens mest udbredte livsstilssygdomme. En ny undersøgelse fra USA viser nemlig, at næsten 10 procent af den amerikanske befolkning har diabetes, og at 1 ud af 4 ikke er klar over det. Alene i 2012 fik 1,7 millioner amerikanere stillet diagnosen, så det er en sygdom, som hurtigt stiger i antal.
Vores motivation for at gøre noget, kan være forskellig alt afhængig af situationen. Nogle gange gør vi noget, fordi vi godt kan lide det og på samme tid er det vigtigt for os, mens vi i andre tilfælde gør noget vi ikke så godt kan lide, men det er vigtigt for os. Mht. at omlægge din livsstil, så er du i den sidstnævnte gruppe. Du kan ikke så godt lide det, men du ved det er vigtigt. I den situation skal du trække en del på din viljestyrke. Det vil sige evnen til at gøre de svære ting og ikke bare de lette. Men en vigtig viden i denne sammenhæng er at viljestyrken er lidt som en muskel – den bliver træt – og løber en gang i mellem tør for kræfter. Så derfor kan du ikke bare satse alt på din viljestyrke resten af livet. Den gode nyhed er, at med tiden vil din motivation for at ændre livsstil rykke sig mere i retning af: Jeg kan godt lide det og det er vigtigt for mig. Når du kommer dertil er der mindre behov for viljestyrken, hvormed motivationen, vanerne og de rigtige mennesker omkring dig i stedet bliver de bærende kræfter.
Med den viden i baghovedet skal du i gang med at være nysgerrig og på samme tid finde viljestyrken frem. Prøv dig frem med nye træningsformer, gå ture, køb nye, spændende, friske grønsager og få overblik over de ting i dit liv, som du ikke har kontrol over. Lav realistiske aftaler med dig selv og andre – og overhold dem. På et eller andet tidspunkt. Ikke i dag, ikke i morgen og ikke om 10 dage vil du mærke, at viljestyrken ikke skal trække hele læsset alene. Og du vil måske ende med at kunne lide det, som også er vigtigt for dig. Jeg ønsker dig alt det bedste og god vind.
Stay strong, stay graceful!