- Vi har en bred trup med mange spillere, der har arbejdet hårdt i forberedelserne og gjort sig fortjent til spilletid. Nogle af dem har fået begrænset eller ingen spilletid mod FC Nordsjælland og skal måske heller ikke spille meget mod OB på søndag. Blandt andre Mick van Buren, Ryan Johnson Laursen, Casper Nielsen og Martin Bergvold får på den baggrund chancen for at vise sig frem i Firenze, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Med reserverne i aktion mod den italienske Serie As øjeblikkelige firer, ser det dermed ikke bare svært, men nærmest umuligt ud for esbjergenserne at tilføje endnu en europæisk sensation til samlingen. I efteråret blev det til meriterende sejre mod stærke hold som Saint-Etienne og Standard Liége.
Niels Frederiksen er da også helt afklaret med, at Esbjergs eventyr ser ud til at slutte torsdag aften. Kampene på højeste niveau har været en vigtig investering til fremtiden.
- Det har været en fantastisk rejse, der har været ekstremt lærerig for spillere, trænere og klub. Europa League-kampene har givet os masser af viden og erfaring i forhold til måden at spille fodbold på, og hvad vi skal bygge på i de næste år. Vi har fået kendskab til den enorme belastning, både fysisk og mentalt, det indebærer at bygge sig op til at spille to kampe på en uge over en længere periode. Vi har lært på hvilke punkter, vi ikke er dygtige nok, og hvad vi skal lægge på for at være i stand til at bevare bolden, når vi møder internationale hold, der er dygtige i pres-spillet, siger cheftræner Niels Frederiksen.
Truppen mod Fiorentina ser ud som følger:
Martin Dúbravka, Jeppe Højbjerg, Peter Ankersen, Davidson Drobo-Ampem, Martin Bergvold, Magnus Lekven, Mikkel Vestergaard, Jeppe Andersen, Mick van Buren, Mushaga Bakenga, Ryan Johnson Laursen, Casper Nielsen, Jakob Ankersen, Hans Henrik Andreasen, Jerry Lucena, Jonas Knudsen, Michael Jakobsen, Jesper Rasmussen, og Martin Pusic.
Fiorentina-Esbjerg spilles torsdag aften klokken 21.05 på Stadio Artemio Franchi.