Fyns Politi offentliggør nu billeder af den formodede gerningsmand til et voldsomt voldtægtsforsøg i Odense.
En 29-årig kvinde blev tidligt lørdag morgen udsat for et voldsomt voldtægtsforsøg i Odense.
Kvinden kom ved 05 tiden gående ved et stisystem tæt på Sdr. Boulevard og Kastanievej i Odense, da hun blev antastet af en yngre mand af afrikansk afstamning. Han forsøgte at hive kvindes tøj af og fik den skrækslagne kvinde ned at ligge på jorden.
Derefter hev han sine egne bukser ned, men pludselig opgav manden voldtægtsforsøget. I stedet stjal han kvindens mobiltelefon og hendes pung og stak af.
Fyns Politi ved ikke, hvorfor manden opgav, men behandler sagen som et voldtægtsforsøg.
Videoovervågning fra området viser den formodede gerningsmand, som bevæger sig ud ad stien mod Kastanievej klokken 04.39.
Manden beskrives som cirka 20 år og almindelig af bygning. Han talte engelsk og var iført en T-shirt i blå og orangefarver med tallet 83 påtrykt.
Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 66 14 14 48.