Det lykkedes noget overraskende Donald Trump at slå Hillary Clinton ved det amerikanske præsidentvalg, hvor Clinton ellers var udråbt til klar favorit.
Dermed bliver republikaneren den 45. præsident i USA, og der er så småt begyndt at tegne sig et klart billede af, hvem der stemte på ham, så overraskelsen blev en realitet.
Det viser en opgørelse, som New York Times har lavet. Den viser fordelingen af stemmer på de to kandidater i forhold til blandt andet alder, køn, seksualitet og uddannelse.
Ikke overraskende stemte 58 procent af de hvide vælgere på Trump som præsident, mens republikanernes kandidat også fik de fleste af de mandlige stemmer med 53 procent mod Clintons 41.
Demokraternes kandidat høstede dog 54 procent af de kvindelige stemmer, og hele 88 procent af de afroamerikanske vælgere valgte at sætte deres kryds ved den tidligere førstedame og udenrigsminister, som også var mest populær blandt latinamerikanere og personer med asiatisk oprindelse.
Når det gjaldt hvide vælgere uden en universitetsuddannelse var Trump imidlertid overlegen. Han fik 67 procent af stemmerne i den gruppe. Og helt generelt fik Trump flest stemmer fra de lavest uddannede, mens de højtuddannede stemte på Clinton.
Donald Trump var mest populær blandt den ældste vælgergruppe og fik flest stemmer blandt vælgere over 45 år, mens de yngste vælgergrupper placerede deres stemme på demokraternes Hillary Clinton.
I de små byer og forstaderne satte folk deres stemme på den republikanske præsidentkandidat. Blandt vælgerne i mindre byer stemte 62 procent på Trump, mens Clinton fik flest stemmer i byer med over 50.000 indbyggere. Her sikrede hun sig 59 procent af stemmerne.
Hvis man betragter fordelingen af stemmer ud fra religion, fik Trump størstedelen af stemmerne blandt protestanter eller andre kristne og blandt katolikker med henholdsvis 58 og 52 procent af stemmerne. Den jødiske vælgergruppe foretrak klart Hillary Clinton, der fik 71 procent af stemmerne i det segment.
8 ud af 10 homoseksuelle pegede desuden på Clinton, men det forhindrede ikke Trumps triumftog, som altså primært blev båret af de hvide, lavtuddannede og ældre vælgere fra de mindre byer i det store land.
