Et kontroversielt citat fra Donald Trump spredte sig som en steppebrand, da han var blevet udnævnt til republikanernes præsidentkandidat. Da han for ganske trodsede alle forudsigelser og tog præsidentposten foran Hillary Clinton, fik citatet nyt liv på de sociale medier. Men det bliver det ikke mere sandt af.

»Hvis jeg skulle stille op som præsident, så ville jeg gøre det for republikanerne. De er den dummeste gruppe vælgere i landet. De tror på alt, hvad Fox News siger. Jeg kunne lyve, og de ville æde det råt. Jeg er sikker på, at jeg ville klare mig godt i statistikkerne.«

Citatet er kontroversielt. Særligt set i lyset af, at det angiveligt skulle være fra 1998 - og at manden bag ordene er den republikanske kommende præsident Donald Trump.

Derfor vakte det selvsagt en del opmærksomhed på de sociale medier, da ordene, som angiveligt skulle være fra et interview i People Magazine i 1998, dukkede op i oktober sidste år. Snopes, der er en hjemmeside, der faktatjekker primært internetrygter, fik dog hurtigt manet historien i jorden og sandsynliggjort, at interviewet er opdigtet, hvilket BT også beskrev.

Men i kølvandet på Donald Trumps valgsejr har det taget en ny rundtur på de sociale medier. De kreative kræfter bag det falske citat har ikke givet sig til kende i mellemtiden.

Men en pressemedarbejder hos People Magazine har oplyst til FactCheck.org, at de selv har været i arkiverne, og at de ikke har været i stand til at opstøve et interview med Donald Trump i 1998, som handlede om hans præsidentdrømme. I denne periode koncentrerede magasinet sig mest om hans igangværende skilsmisse fra sin anden kone, Marla Maples.

Først i 1999 udtalte han sig om sin flirt med embedet, som han hævdede han har stilet efter i 1988, 2000, 2004 og 2012, indtil det lykkedes i 2016. Men ingen udtalelser kunne på nogen måde minde om det i det virale citat, som er indsat på et billede, som i øvrigt er fra et interview med Oprah Winfrey ti år tidligere - i 1988.

Snopes påpeger i øvrigt, at kommentaren om, at 'de dumme' republikanere tror på alt, de hører på Fox News er tvivlsom, da tv-stationen, der har et ry for at være ekstremt højreorienteret, slet ikke havde vundet indpas i 1998.

Fox News blev nemlig rullet ud mellem 1996 og 2000, og havde hverken fået fat i seerne generelt eller de republikanske kernevælgere endnu. Først da George W. Bush blev valgt i 2000, og da USA var under angreb 11. september 2001, fandt tv-kanalen sit politiske ståsted, skriver Snopes.

Donald Trump har ikke selv kommenteret på det virale billede.