Det står lige der i den amerikanske uafhængighedserklæring: Retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Men hvad gør man, når finanskrisen er ovre, huset stadig står der, konen endnu ikke er gået og lønnen tikker ind fra reklamebureauet MGT, og man alligevel har det elendigt.  Ja, måske er elendigt måske så meget sagt, men så i hvert fald nedtrykt, træt, ude af stand til at få rejsning og fyldt til randen med en indædt lede til sociale medier og Steve Jobs-akolytter?

For 44-årige Thom Payne (Steve Coogan) er der lange udsigter til den lovede lykke. Til trods for en knashyggelig træhytte, en kærlig og sprudlende kone, en skøn mørkhåret søn og et bramfrit vennepar, der deler joints med dem på verandaen mens børnene ser Frost, er han bare ikke rigtig glad. "Tro mig, du bliver ikke gladere, end du er i øjeblikket, Thom", siger veninden og headhunteren Dani Kirchenbloom (Ellen Barkin) før hun fortæller ham, hvordan alle mennesker er udstyret med et lykkeloft – nogle naturligvis lavere end andre.

Læs også: Se traileren til anden sæson af True Detective

Happyish er svær at se. Ikke fordi Shalom Auslander, der har en række nihilistiske og sorthumoristiske bøger bag sig, ikke formår at skrive både krøllet og kækt i manusform, men fordi seriens stjerne, Steve Coogan, er dubleanten der både skal løfte arven og udfylde tomrummet efter Hollywood-stjernen Philip Seymour Hoffman. Man finder hele tiden sig selv i færd med at sammenligne Coogans Payne med Hoffmans eventuelle take på samme figur. Det virker til at begynde med lettere forstyrrende.

Coogan formår dog hurtigt at gøre Payne til sin figur. Med en skøn opgivenhed, apatisk fnysen og små harcelerende udbrud, hvor han bl.a. revser alt fra Facebook likes til tåbelige Twitter-forhold med varemærker, lægger han fundamentet til fortællingen. Thom Payne træder frem som en elskværdig og plaget mand i gevaldig midtvejskrise – og det kan der komme underholdende tv ud af.

Læs resten af anmeldelsen her.