Den danske succesforfatter Hanne-Vibeke Holst fik i januar i år fjernet det ene bryst, efter hun fik konstateret brystkræft i december 2016
Hanne Vibeke Holst er nu blevet en del af en kedelig brystkræft-statistik herhjemme, fortæller hun i et interview med ’Alt for Damerne’. Men selvom kræften i dag er væk, har hun aldrig været bange for døden. Det fremgår af en ny bog, som blev til, før hun fik sin diagnose.
»Dødsprocessen kan jeg da godt frygte lidt, hvis det bliver i smerter eller en eller anden form for fysisk ydmygelse. Men selve døden er jeg ikke så bange for, og det er min mors fortjeneste. Hun var simpelthen så god til at dø. Hun var sådan: Okay, jeg troede jeg fik et langt liv. Det får jeg så ikke. Plan A holdt ikke, så må vi videre med Plan B,« siger Hanne Vibeke Holst i den ny samtalebog, der udkommer d. 7. juni. Den er blevet til i samarbejde med politiker Ritt Bjerregaard, sangerinde Anne Linnet og politiker Christine Antorini.
Hanne Vibeke Holsts mor døde som 72-årig tilbage i 2008, efter moderen i længere tid havde været syg af lungekræft. I modsætning til sin mor har den 58-årige forfatter været heldig og er overlevet sin kræftsygdom samt kommet helskindet igennem strålebehandling. Det betyder, at hun i dag kan i dag nøjes med at skulle gå til ’forebyggende anti-østrogen-behandling’ de næste fem år.
Med 4900 kvinder, der hvert år får sygdommen, er brystkræfter i dag den hyppigste form for kræft blandt danske kvinder. Og selvom overlevelsen gennem de seneste 15-20 år er forbedret, er kun 86 procent i live efter fem år. Oftest er det kvinder over 60 år, der bliver ramt.
Undervejs i forløbet har den tidligere minister og overborgmester i København, Ritt Bjerregaard været en stor støtte. Hun har nemlig også haft kræft tæt inde på livet, da hun i 2014 fik konstateret kræft i tarmene. Og det har været en kæmpe hjælp for forfatteren at kunne spejle sig i Ritt Bjerregaard og hendes oplevelser:
»Når man får en kræftsygdom, bliver der slået hul i den beskyttende membran, man omgiver sig med. Pludselig følte jeg, at der var åbnet en dør ind til dødeligheden. Jeg følte mig ramt og svækket. Syg! Jeg kiggede på det bryst, der skulle fjernes, og tænkte, hold da op, det ser jo også forfærdeligt ud, væk med det. Og faktisk fik jeg det bedre, så snart brystet var fjernet,« siger hun i interviewet med Alt for damerne.
Da den 58-årige forfatter bliver spurgt om, hvorvidt det betyder noget for hendes 'kvindelighed', at hun nu kun har et enkelt bryst, svarer hun, at det for hende ikke handler om, at kvindeligheden sidder i brysterne. Det handler mere om alle de tanker, som sådan en alvorlig sygdom fører med sig.
Holst løfter desuden sløret for, at hun havde forberedt sig på at købe en paryk, til når hun skulle have kemobehandling. Heldigvis slap forfatteren for behandlingen, da det viste sig, at der ikke var tale om en aggressiv tumor.
Hanne Vibeke Holst håber på at blive gammel og få alt det ud af livet, hun overhovedet kan. Det fortæller hun også i den ny bog med de tre andre kendte kvinder, som altså blev skrevet, før hun blev syg:
»Det allerværste er tanken om at forlade livet utilfredsstillet, og det har ikke noget med karriere at gøre. Det er meget mere, at jeg ikke synes, jeg har opnået den nærhed i livet, som jeg stræber efter. Den der livsfylde, hvor man virkelig er i det og kan tænke: ”Nu er det fint”. Jeg er ikke der endnu, for min selvaccept og min selvkærlighed er stadig ikke der, hvor den skal være. Jeg tror på, det kommer. Hvis jeg ellers kan holde mig fri af sygdom og gebrækkeligheder og store sorger. Derfor vil jeg gerne blive gammel, men også fordi jeg håber på at opnå større risikovillighed i livet,« siger hun.
Hanne Vibeke Holsts knude i brystet blev opdaget ved et helt almindeligt rutinetjek, en såkaldt Mammografi undersøgelse, som alle kvinder mellem 50 og 69 år bliver tilbudt hver andet år.
