Hanne Uldal: Jeg ændrede mit navn og min skæbne
Hanne Uldal er en lykkens pamfilius. Det har hun helt bevidst sørget for at blive, ved at ændre sit navn og dermed sin skæbne.
Hanne Uldal er en lykkens pamfilius. Det har hun helt bevidst sørget for at blive, ved at ændre sit navn og dermed sin skæbne.
Johannelil Uldal Aas hedder hun helt nøjagtigt i dag og det giver ifølge numerololgien tallene 32/5/17/8/10/1 - en kombination, der giver muligheder for at nå sine mål, mener Hanne Uldal, som hun stadig kalder sig.
Det vigtige er ikke, hvad man kalder sig, men det fulde navn, der står på navneattesten.
Ved siden af arbejdet som sanger og skuespiller, er Hanne Uldal numerolog og i hendes sind er der ingen tvivl om, at vores navne rummer vores skæbne og at vi ved at ændre navn også kan ændre skæbnen.
Selv har hun uden kendskab til numerologien, ændret navn flere gange i løbet af sit liv, og har hver gang mærket tydelige ændringer både positivt og negativt, alt efter hvad det nye navn tilførte af tal og dermed energi.
For det er tallenes energi, der ifølge den oprindelige numerologi, giver vores navn indflydelse på vores liv.
Hanne Uldals uddannelse tager udgangspunkt i det kabbalistiske system, hvor hvert bogstav har en talværdi, som igen har en særlig energi.
"Navne har så stærk en vibration, at de tegner din skæbne.
Da jeg fik kendskab til numerologi kunne jeg se, at der var en sammenhæng mellem de ting, der var sket for mig, hver gang jeg havde skiftet navn, siger Hanne Uldal, der blev så interesseret i numerologi, at hun kastede sig over al gangbar litteratur om emnet.
"Jeg læste dag og nat under uddannelsen. Den ene bog tog den anden og til sidst fik jeg mit certifikat på at jeg var numerolog, uddannet af Annet Kofoed.
Og da jeg havde lagt numeroskoper på alle de mennesker, jeg havde indenfor rækkevidde, måtte jeg have fat i nogle flere.
Til sidst blev jeg træt af at svare på spørgsmål og arbejde uden vederlag - og ja, nu arbejder jeg også som numerolog, siger Hanne Uldal, der snart kan opleves som skuespiller i forestillingen "Woyzeck" på Betty Nansen teatret, med musik af Tom Waits.
Prøverne starter d. 20 juni og der er premiere i november.
"Alt bliver omsat i tal. Uanset hvad jeg møder i mit liv, bruger jeg tallene.
Titlen på en bog, en ny film, hvilke dage er velegnede til aftaler etc. Man kan læse utroligt meget i tallene.
Hvis man f.eks lægger dagvibrationerne for professionelle sportsfolk, vil man kunne gå tilbage og se de dage, de har vundet.
Det vil sige, at man også kan se, hvor de uheldige energier "klikker" ud. Det er ikke ligegyldigt hvilken dag man vælger, siger Hanne Uldal og indrømmer, at hun regner og regner og at det til tider godt kan blive for meget.
"Så går jeg ud og planter salathoveder og siger "mæ hæ" med fårene.
Alle børnene har ændret navn
Hanne Uldal mener, at vi selv er med til at vælge vores forældre før vi bliver genfødt, og at vi lærer om os selv, ved at være placeret hos netop dem -
på godt og ondt.
Meningen med det hele er, at vi skal udvikle os optimalt rent menneskeligt.
Derfor mener hun heller ikke,at det er en tilfældighed, hvad forældrene vælger at kalde os. De giver os de energier, de selv har med, for de kan kun give det fra sig, de selv har og selv kender.
Sammen med sin norske mand, Jens Torjus Aas, har Hanne Uldal, fem børn. Hun har Mikkel, 25, Kristian, 20, og Thomas, 18 fra tidligere ægteskab, han har Mikkel, 25, og sammen har de den mindste Mathias på 8 år.
Alle børnene har også ændret navne og Hanne Uldal mener, det er en væsentlig del af grunden til, at det går dem så godt.
"Se dig omkring. F.eks.da du gik i skole. Der var altid nogle, der bare havde et nemt og godt liv og så var der dem, som altid havde problemer.
Hvis man tager et menneske, som har et liv, hvor "det altid går galt", vil man kunne aflæse det i nummeroskopet.
Numerologien viser hvordan din skæbne udleves og er det værktøj, der bogstavelig talt kan ændre din vej i livet," mener Hanne Uldal, der selv sidst skiftede navn for over to år siden.
"Når man skifter navn, sker der en masse ting. Først oplever man en slags "udrensning", derefter begynder de nye energier at stabiliseres og så får man større mulighed for at være den man er.
Jeg oplevede selv inden jeg ændrede navn, at jeg løb panden mod en mur og ikke kunne få de ting igennem, jeg arbejdede med og det var tydeligt at læse i mit numeroskop hvad der gik galt.
Det valgte jeg at ændre på.
Numerologien er et redskab til at få et bedre liv og jeg tror der er en grund til, at den vinder indpas igen i disse år. Da astrologien kom frem, rystede den alle, men i dag er det jo sådan, at selv top-erhvervsfolk benytter den.
En konsultation og et numeroskop tager to timer og koster 800 kr. og Hanne Uldal understreger, at man ikke selv må ændre sit navn.
Det skal ske i samråd med en professionel numerolog. Selv oplevede hun at blive syg efter en navneforandring, som hun foretog på et tidspunkt, hvor hun ikke kendte noget til numerologi og blev først rask, da hun giftede sig og dermed skiftede navn igen.
Facts vedrørende "Læren om tal"
Den oprindelige numerologi tager udgangspunkt i det kabbalistiske system, hvor hvert bogstav har en talværdi.
Der findes i dag forskellige retninger indenfor numerologien og Hanne Uldal er uddannet efter Anett Kofoeds metode.
Man mener, at kunne spore numerologiens principper helt tilbage til de tidligste tider. 7.000 år gamle hulemalerier viser tal og udregninger.
Pythagoras, der er stamfader til vores matematik, og levede ca. 650 år f.kr. videregav den åndelige, metafysiske viden om tallene til sine elever.
Han antog at kosmos' orden var baseret på talmæssige forhold. Derfor var for ham matematikken vejen til erkendelse.
Det er denne urgamle viden, der danner grundlaget for nutidens numerologi.