12-årige Hannah Bentow fik 14. februar sin jødiske konfirmation, kaldet bat mitzvah, afbrudt, da terroristen Omar El-Hussein gik til angreb og dræbte den frivillige vagt Dan Uzan.

En traumatisk oplevelse på det, der ellers skulle have været en glædens dag for den unge pige.

Men for nylig kunne Hannah Bentow så alligevel fejre sin indtræden i de voksnes rækker. Og endda i Jerusalem i Israel, hvor et overvældende flertal bekender sig til den jødiske tro.

En gruppe velgørere havde nemlig samlet penge ind, så Hannah Bentow og hendes familie kunne flyves derned, og for nylig blev den unge piges konfirmation så endelig afholdt i god ro og orden.

Læs også:

»Der var mange af vores venner i Israel med til festen, og det var virkelig dejligt at se dem igen. Folk var simpelthen bare så søde og kom hen og sagde, at de simpelthen syntes, det var så synd for mig. Jeg var virkelig glad for, vi holdt den fest,« siger Hannah Bentow til bt.dk.

Festen blev afholdt på det jødiske kvindeinstitut Matan, der betyder 'gave'. Og gaver var der da også nok af, da Hannah Bentow, hendes familie og cirka 100 indbudte gæster fejrede den 12-åriges bat mitzvah. Hun fik både penge, smykker og bøger af gæsterne, som i høj grad var danske jøder, der er emigreret til Israel.

Og det var da også 'lidt underligt' at få gaver af folk, man næsten ikke kender, fortæller Hannah Bentow.

»Men selvfølgelig også virkelig sødt,« siger hun.

På Hannah Bentow og resten af familiens tur til Israel, mødte de næsten ikke nogen, der ikke havde hørt om det sørgelige attentat ved hendes oprindelige bat mitzvah i København. Derfor kendte mange også til familien og deres kvaler.

»Det var ikke rigtig nogen overraskelse, for der er rigtig mange, der har skrevet til os. Men det føles da underligt, at det er gået så hurtigt, og at der er andre, der kender mig. Og at tænke på, at det var mig, det skete for, er også lidt underligt. Men det er ret sejt på en eller anden måde, at folk tænker på mig,« siger Hannah Bentow.

Så det var et godt punktum for jer?

»Ja, det kan man godt sige,« siger den unge pige.