Danskere, som på grund af sygdom eller handicap, lever med respirator i hjemmet, bliver udsat for livsfarlig behandling af de hjælpere, der ellers skal hjælpe dem med at trække vejret. Det afslører Radio24syv i dag i dokumentaren ”Livsfarlige handicaphjælpere”.

Fælles for de omkring 500 danskere, der lever med respirator i hjemme, er, at det er hjælpere, der står for den livsnødvendige behandling med respiratoren.

Men en stor del af hjælperne ved ikke, hvordan respiratoren fungerer, ligesom mange af dem mangler basal viden om hygiejneregler.

Det skyldes, at mange af dem ikke bliver lært op på et respirationscenter, men i stedet viser hinanden, hvordan respiratoren tilsluttes. De mangler derfor grundlæggende viden om apparaterne, og nogle hjælpere frygter derfor, at de skal komme til at slå de handicappede ved et uheld. - Der opstår ofte situationer, hvor jeg mangler helt basal viden omkring respiratoren. Jeg har flere gange været bange for, at han skulle dø på grund af mig, siger Aldona Kalek, der er hjælper for en mandlig ALS-patient, der bruger respirator.

Ledende overlæge på Respirationscenter Øst, Michael Laub erkender, at mange hjælpere, der er lært op af andre hjælpere, mangler viden.

- Det er en ulykkelig situation. Systemet er ikke ideelt, som det er nu. Det øger risikoen for, at der kan ske nogle alvorlige ting som følge af nogle forkerte måder at gøre tingene på, siger Michael Laub.

Normalt foregår oplæringen af hjælpere på de to respirationscentre på Rigshospitalet i København og på Aarhus Universitetshospital i Aarhus. Her bliver hjælperne lært op, samtidig med at den handicappede er indlagt, og hjælperne bliver på den måde specialiserede i individuel, livsnødvendig hjælp til den pågældende patient.

Men ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen eksisterer der en høj udskiftning af hjælpere blandt handicappede med respirator. Det vil sige, at mange ofte bliver fyret eller siger op.

De mange udskiftninger betyder, at de handicappede så skal ansætte nye hjælpere. Men disse nye hjælpere bliver ikke lært op på respirationscenteret, men i stedet af andre hjælpere.

Radio24syv har været i kontakt med 11 handicappede med respirator, der alle beretter om livsfarlige episoder med handicaphjælpere eller vikarer.

Derfor kræver Muskelsvindfonden nu, at regionerne opprioriterer oplæringen på respirationscentrene, så hjælperne ikke skal lære hinanden op.

- Regionerne skal afsætte penge nok til, at respirationscentrene kan give hjælperne den fornødne oplæring, siger udviklingschef i Muskelsvindfonden Jørgen Længer.

BNB