Da den 64-årige Iorworth Hoare vandt godt 66 millioner kroner i lotto for 12 år siden, mens han sad i fængsel, pralede han over for sine venner i fængslet: »Jeg vil opføre mig ordentligt til den dag, jeg dør,« lød det.

Men han lovede tilsyneladende mere, end hvad han kunne holde.

For nu står den 64-årige mangemillionær over for en mulig livstidsdom, efter han har blottet sig foran en kvinde i en skov i det nordlige England.

Det skriver The Sun.

Iorworth Hoare blev umiddelbart efter hændelsen anholdt af det engelske politi og kunne i samme ombæring sigtes for overfalde en betjent.

Den potentielt hårde dom er dog ikke kun udløst af Iorworth Hoares blotteri. Tidligere har den 64-årige lottomillionær flere gange siddet i fængsel for voldtægt, og da han i 1989 blev idømt adskillige års fængsel, udtalte dommeren:

»Din historie viser, at du er en trussel mod kvinder. Hvert øjeblik, du er fri, er nogle kvinder i fare,« lød det ifølge The Sun.

Og med Iorworth Hoare blotteri peger det altså i retning af, at dommeren dengang havde ret.

Dermed kan han altså se frem til at skulle bruge resten af sine millioner bag tremmer. Han vandt pengene i 2004, da han sad i fængsel for at have voldtaget en skolelærer. Lottokuponen købte han, da han var på udgang fra fængslet, men det var først i 2005, da han blev løsladt, at han rigtig kunne skeje ud.

Fornuftige investeringer

Trods sin blakkede fortid er det alligevel lykkedes Iorworth Hoare at lave en række ganske fornuftige investeringer, der betyder, at hans formue er vokset til tæt på 100 millioner kroner.

Dertil har den tidligere voldtægtsmand en forkærlighed for dyr kunst og går ifølge The Sun meget op i abstrakt kunst. Han har blandt andet købt en sofa lavet af ler til godt 290.000 kroner.

Men de mange millioner og forkærligheden for kunst betyder ikke, at Iorworth Hoare lever det luksuriøse liv. For store dele af dagtimerne bliver brugt foran fjernsyn med gardinerne trukket for i joggintøj, mens han spiser bønner og ris.

Sker det, at lottomillionæren skal flotte sig, så er det typisk med en kinesisk buffet til frokost, skriver The Sun.