Den livstruende sygdom, der sneg sig ind på Jens Auken, knyttede ham i stigende grad til sine søskende.

Sådan oplevede storesøsteren Gunvor Auken, socialrådgiver og tidligere viceborgmester på Frederiksberg, det.

- Jens har altid været engageret i mange ting. Så vi hørte ikke så meget til ham, men vi var altid velkomne.

Efter at han blev alvorligt syg i august sidste år, fik vi et helt andet forhold. Vi har været inde i hinandens hjerterum, som man slet ikke kan være i det daglige, men som man kan, når man som Jens fik døden som følgesvend.

- Vi har altid holdt af hinanden, men der kom en fortrolighed og en kærlighed, som man nok kun kan få, når man er alvorligt syg. Dødsrum og hjerterum hører sammen, siger Gunvor Auken.

På hospice

Jens Auken tilbragte de sidste 12 dage på hospice, som var med en helt anden ro end på hospitalet.

- Vi fik lov til at sidde ude foran Jens’ stue i syv timer i fredags, hvor han kaldte os ind, inden han døde lørdag. Han styrede fuldstændig sit liv til det sidste. Men han har været ærlig længe og vist den sorg, han havde.

- Fredag tog vi endelig afsked. Han sagde: ’Nu vil jeg ikke leve mere’. Og han var så tynd, men han var fuldstændig klar i hovedet, siger Gunvor Auken.

Stor entertainer

Hun vil blandt andet også huske lillebroderens kolossale humor.

- Han var en stor entertainer. Virkelig. Han var den, der kunne snakke engelsk med både norsk og italiensk accent, så alle lå flade af grin. Vi kommer i den grad til at savne ham. Han var meget livlig og interesserede sig faktisk også meget for politik. Særligt amerikansk politik. Han sagde altid, at hvis han havde et liv mere, ville han skrive om det afsindige amerikanske retsvæsen, fortæller hun.

Men modsat flere af sine søskende havde han ikke selv lyst til at være aktiv politiker.

- Han havde mere lyst til at være med til at lede tingene, som han gjorde i basket og bridge og som advokat, siger Gunvor Auken.keel/baa/olok