Det er årets dyreste bolighandel. 34,5 mio. kr. for 344 kvadratmeter, og ifølge TV2 Finans, som har fået indsigt i oplysninger om boligen, er palæet betalt kontant.
TV2 Finans har fået indsigt i det såkaldte ejendommens blad i tingbogen, hvor der fremgår, at Prins Joachim og prinsesse Marie skylder 0 kroner i den nye bolig. Og det betyder et kontant-køb.
Schackenborg Slot i Møgeltønder i Sønderjylland solgte prinsen for hele 100 mio. kroner, og tilbage i juli måned kom det frem, at to fonde og et holdingselskab tilsammen skød det store millionbeløb i Schackenborg.
Det royale par købte i sommer deres nye bolig på Emiliekildevej 19A i Klampenborg, da de valgte at bytte landmandslivet i Sønderjylland ud med en kæmpe luksusvilla i Gentofte Kommune. Prins Joachim har ellers boet på Schackenborg Slot siden 1993. Prinsens begrundelse for sceneskiftet har været familiehensyn, og at det har været svært at forene livet som landmand med de royale pligter.
Det må også siges, at han reducerer afstanden til sine to ældste børn betydeligt - fra 250 kilometer til nu kun seks. Hans to drenge, Felix og Nikolai, bor nemlig på Østerbro i København sammen med grevinde Alexandra.
Parrets nye hybel bekrives som en markant palævilla. Og det giver god mening, da den ligger på en 2.500 kvadratmeter stor parklignende grund tæt på Øresund. Villaen har gennemgået en gennemgribende renovering, og der hører swimmingpool med et stort overdækket spiseområde til. Endvidere er der teenage-afdeling i huset samt biograf i kælderen, vinkælder og et ’gun room’ til opbevaring af jagtvåben.