Serge Aurier får ikke lov til at spille med i Champions League-kampen i London mellem Arsenal og Paris Saint-Germain. Det britiske indenrigsministerium har sagt nej til, at Paris-spilleren får lov at komme ind i Storbritannien.
Når Paris Saint-Germain onsdag møder Arsenal på udebane i Champions League, må de klare sig uden højrebacken Serge Aurier. Det skriver Daily Mail.
Britisk politi har nægtet den 23-årige Serge Aurier indrejsetilladelse, fordi han i september blev idømt to måneders ubetinget fængsel p.g.a. overfald på en politibetjent.
Serge Aurier er dog fremdeles en fri mand, da han har appelleret dommen.
Ifølge Paris Saint-Germain havde det britiske inderigsministerium oprindeligt godkendt visum til backen fra Elfenbenskysten. men ministeriet har siden ombestemt sig.
De franske mestre har slået på, at briterne ikke kan tillade sig at nægte Serge Aurier indrejse, da tiltalte i et retssamfund som bekendt er uskyldige, indtil der er faldet endelig dom i en straffesag. Paris Saint-Germain siger også, at de har opbakning fra det europæiske fodboldforbund (UEFA) til dette synspunkt. Men det har altså ikke kunne ændre den britiske beslutning.
Paris Saint-Germain er også utilfreds med, at beslutningen om at nægte Serge Aurier indrejse først kom tirsdag kl. 14 (fransk tid) - altså mindre end halvandet døgn før kampen mellem Arsenal og Paris Saint-Germain skal spilles.
Serge Aurier var spilleren, der lagde op til PSG-målet i den første kamp imellem de to hold, som Edinson Cavani satte ind i kampens første minut. Opgøret sluttede 1-1.
Selve kampen mellem Arsenal og Paris Saint-Germain har kun betydning for, hvilket af de to hold der slutter øverst i puljen. Begge hold er sikre på at gå videre til forårets ottendedelsfinaler.