- Han kommunikerer ikke med andre og kommer ikke i de kredse som efterretningstjenester overvåger, siger Bonnichsen i TV 2 News. 


De ensomme ulve, som soloterroristerne bliver kaldt, er ekstremt farlige, vurderer Magnus Ranstrop fra Sveriges Nationale Forsvarsakademi

Det viste Mohamed Merah, da han skød tre skolelever, en lærer og tre soldater, og det viste Breivik, da han sidste år skød 69 mennesker på Utøya og stod bag bombningen i Oslo, som kostede otte mennesker livet. Begge har indrømmet at stå bag angrebene.

- Breivik gjorde dengang, hvad al-Qaeda ikke kunne. Han undgik efterforskningstjenesters radar. og han viste, hvor farlig en mand kan være på ganske kort tid, siger Magnus Ranstrop.

Merah tilhører næppe al-Qaeda

- Den franske efterretningstjeneste har haft rimelig styr på de ekstreme grupperinger i landet. Manden er åbenbart en hjemvendt mujahediner fra Afghanistan, men dem er der er ikke mange af i Frankrig, siger Jørn Boisen, lektor på Københavns Universitet, Jørn Boisen, til Nordjyske.dk. 

- På en måde virker det mere som en ensom ulv, selv om han påberåber sig at komme fra al-Qaeda. Han har formentlig været i Afghanistan og Pakistan, men det ligner ikke et al-Qaeda attentat. Det tyder ikke på et netværk, siger Jørn Boisen.

- Al Qaeda har ikke længere den operationelle styrke til at gennemføre den slags aktioner som tidligere. Al Qaeda-lederne må bare håbe, at enkeltpersoner gennemfører aktioner som denne her, siger han.

Risiko for sammensværgelsesteorier

En tidligere chef for den franske efterretningstjeneste siger, at islamiske terror-grupper i Frankrig er blevet marginaliseret.

- De er blevet marginaliserede, men de, der er tilbage, er meget målrettede, siger Louis Caprioni, tidligere chef for DST, Den franske Overvågnings- og Efterretningstjeneste, i et interview med Touoluse-avisen Les Echos.

Hans Jørgen Bonnichsen håber også af hensyn til retshåndhævelsen, at beviserne er i orden, hvis det viser sig at Merah er død efter at være blevet skudt af franske sikkerhedsstyrker.

- Jeg håber virkelig, de har beviserne i orden. For det ser jo ud som om, han er blevet kendt skyldig og henrettet, sådan er der i hvert fald nogen, der vil opfatte det. Og så er der risiko for sammensværgelsesteorier, siger Hans Jørgen Bonnichsen.