Men siden fik Berlingske-koncernens redningsmand og mangeårige formand Ole Scherfig topkarakterer i næsten alt, hvad han har beskæftiget sig med. Siden gjorde han altid sit hjemmearbejde, og siden kunne han altid holde fast i målene.

Der er få mennesker i moderne dansk presse, man med rette kan kalde en legende. Indtil søndag eftermiddag, hvor han døde mærkværdigt stilfærdigt under sin eftermiddagslur, var Ole Scherfig tilmed en overordentlig levende legende.

Men hans krop ville ikke, som han ville. Efter et antal betydelige hjerteoperationer gav den op. Slidt op af et formidabelt liv. Han havde alligevel ikke ni liv. Scherfig blev 69 år.

Det er en historisk underdrivelse at kalde Ole Scherfig en stridsmand. Det var han ganske vist også - men han var også en utrolig grundig erhvervsmand og en eminent strateg. Ofte impulsiv, men også en mand for det lange, seje og velovervejede træk.

Man undrede sig tit over, hvordan hans krop kunne rumme så modsatrettede egenskaber. Ofte barsk og kontant, men til tider næsten poetisk. Andre gange opfarende, ind i mellem vennesæl med sin gnækkende humor, men Ole Scherfig kunne også blive vred, især når han mødte sløseri eller uretfærdighed.

Alt det kunne hans krop altså rumme, selv om det sled hårdt.

Ole Scherfigs mesterstykke var redningen af Det Berlingske Hus, der rent ud sagt var lukningstruet. Hans deltagelse i hjælpeaktionen faldt sammen med en formidabel travl periode i hans liv. Han var netop udnævnt til koncerndirektør i Carlsberg, hvor han skulle få fusionen med Tuborg til at hænge sammen.

Det blev for meget. Han fik en blodprop.

Men det blev måske Berlingskes redning, for efter en vellykket hjerteoperation valgte han helt og aldeles at hellige sig jobbet som formand for Det Berlingske Hus, og her taler vi om en kæmpeindsats - og det job løste han til ug.

Den velgennemførte aktion gav Scherfig et berettiget ry som en af erhvervslivets mest kompetente virksomhedsdoktorer, hvilket bl.a. førte til, at han også påtog sig at bringe det kriseramte realkreditinstitut BRF på fode. Det lykkedes også.

Ole Scherfig var søn af realskolebestyrer Harald Jensen og hustru Ingeborg. Det var på faderens skole, den unge Ole Scherfig fik lærerne til at fortvivle. Hans opvækst blev præget af faderens tidlige død. Ole Scherfig var kun 15 år, da det skete.

Ole Scherfig har fortalt, hvordan hans onkel, forfatteren Hans Scherfig, prægede hans sind, og man kunne da også klart opleve slægtskabet mellem den stærkt samfundsengagerede og kommunistiske forfatter og maler og officinets formand. Godt nok blev Ole Scherfig ikke just kommunist, men han ejede onklens sans for provokation og humor - foruden evnen til at skære ind til kernen i et problem.

Centralt i Scherfigs karriere står hans tid i DIS, Danmarks Internationale Studenterkomité, hvor han i efterkrigstiden blev bragt sammen med de senere venner Poul Svanholm og Olav Grue.

Scherfig valgte at blive i DIS i næsten 20 år som administrerende direktør, mens de to venner efterfølgende tilkæmpede sig magtfulde positioner i erhvervslivet. Siden var det Svanholm, der hentede ham til Bryggerierne.

Sidste år, i oktober, fratrådte han som formand for Det Berlingske Officin efter 17 års ufattelig tro tjeneste. Han nåede at stå i spidsen for koncernen, da den fyldte 250 år. På det tidspunkt var Det Berlingske Hus stærkere end nogenside.

Som bladudgiver insisterede han på troværdighed og hæderlighed. Han var urokkelig på de punkter.

Ole Scherfig var i sin opslidende gerning drevet af engagement. Han arbejdede hårdt med hele sit hjerte for at sikre pluralismen - og han mente det dødsens alvorligt - i medieverdenen, hvor han allierede Det Berlingske Hus med bl.a. de tre stiftsstidender, JydskeVestkysten og de sydsjællandske dagblade.

Ole Scherfigs dedikerede indsats var aldrig lykkedes, hvis ikke det var for hustruen Lise Scherfig, tidligere forstander for Den Kgl. Ballets Læseskole, og deres meget rige samliv. Ole Scherfig efterlader tre voksne børn.