FCN-profil Kasper Lorentzens tvungne karrierestop er en stor udfordring, hvor man konfronteres med det mangfoldigt skræmmende liv udenfor sportens privilegerede bobletilværelse, fortæller den tidligere OB-angriber Per Pedersen.

Det er en tung beslutning at skulle stoppe i utide som sportsmand.

FC Nordsjællands Kasper Lorentzen tog officielt den tunge beslutning tirsdag ved at sige fodbolden farvel i en alder af blot 29 år. For mange frustrerende skadesforløb og en krop i konstant smerte fik det engang så lovende talent, der også nåede at snuse til landsholdet med seks kampe, til at træffe det tunge valg.

For den tidligere OB-angriber Per Pedersen vækker det minder, når en spiller som Lorentzen ufrivilligt må sætte punktum. Selv måtte Per Pedersen i en alder af 32 år stille støvlerne på hylden efter langvarige knæproblemer i 2001. En krank skæbne for den elegante angriber, der i 1997 var blevet solgt til Blackburn som den dyreste Superliga-spiller nogensinde uden rigtigt at slå igennem med et tungt åg som målmaskinen Alan Shearers arvtager. Inden udlandsrejsen fik en ende, og OB igen bød sig til som slutpunkt.

»Jeg spiste piller hver dag for overhovedet at kunne gå på banen, og det var faktisk min søn, der en dag sagde til mig, at han syntes jeg skulle tage og stoppe,« fortæller Per Pedersen.

At vinke fodbolden farvel er nemmere sagt end gjort. Faktisk er det nok snarere angstfremkaldende ikke længere at skulle definere sig selv som spiller efter et helt livs stræben efter at blive netop dét.

»Man har ikke haft noget andet liv. Og for at være helt ærlig er det en utrolig privilegeret tilværelse at være fodboldspiller. Men man lever også i sin egen lille boble. Det finder man om ikke andet ud af bagefter, så det er mærkeligt og utrygt, fordi meget af det man kender, ikke længere er der,« påpeger Pedersen, der tror Kasper Lorentzen har redskaberne til at komme videre i livet.

»Kasper virker som en god og intelligent fyr. Men man kan sagtens være meget usikker på det hele. Det var jeg selv dengang. Man har jo kun satset en vej og ikke tænkt på, hvad man ellers skal lave. Min studentereksamen var ikke noget værd, men jeg havde en idé om, at jeg skulle have med mennesker at gøre, for det havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville være god til,« husker Per Pedersen.

Man kan roligt sige, at Per Pedersen tænkte ud af boksen for at definere sin egen fremtid, der stik imod den gængse opfattelse, ikke var sikret for tid og evighed efter overgangen til Blackburn.

»Jeg var ude at søge job som chauffør hos Hjem-Is på et tidspunkt, og jeg overvejede også at forpagte en tankstation. Jeg skulle ud og tale med nogle mennesker. Så blev jeg dog ansat i OBs administration, hvor jeg skulle have med vores sponsorer at gøre, men jeg var selv meget usikker på, hvad jeg egentlig kunne. Det er da også derfor, så mange vælger at gå trænervejen og holde sig inden for fodboldens verden,« funderer fynboen, som i dag er direktør i sin egen virksomhed.

»Det åbner måske nok nogle døre til at begynde med, at man er en offentligt kendt person. Men man finder hurtigt ud af, at man altså også skal præstere. Der forventes noget af en, for ellers er man bare den dumme fodboldspiller, som er kommet ind i kraft af sit navn.«