Efter 23 år med en af Danmarks største taske-kæder er det slut. Den kendte forretningsmand Per Flensborg har valgt at sælge sit livsværk.
Egentlig startede han i en helt anden branche – nemlig som boghandler ligesom sine forfædre, der siden 1853 havde ejet ’Flensborgs boghandel’ på Stændertorvet i Roskilde.
Men vejen til den store succes skulle hurtigt vise sig at blive en helt anden for forretningsmanden Per Flensborg. Selv om han var med til at stifte boghandlerkæden Bog & Idé i 1986, kastede han hurtigt sin kærlighed på tasker.
I 1989 grundlagde han sit livsværk, taskeforretningen Zara i nabohuset til familiens boghandel i Roskilde. Taskeforretningen skiftede i år 2000 navn til Kaza, og siden er den blevet til så stor en succes, at forretningsmanden er endt med ni butikker og en webshop.
Men nu er det slut. For Per Flensborg har valgt at sælge sit livsværk. Det fremgår af en pressemeddelelse, skriver finans.dk
Den store taskekæde Neye har nemlig valgt at opkøbe konkurrenten Kaza, skriver de to taskefirmer i pressemeddelelsen.
Hos den 135 år gamle taskekæde Neye, er man glad for at man kan overtage konkurrenten. Det giver nemlig mulighed for, at taskekæden kan blive endnu større, fortæller Camilla Raffnsøe, der er adm. direktør for Neye, i en pressemeddelelse.
Også Per Flensborg virker til at være glad for, at det netop er Neye, der skal overtage hans livsværk.
»Jeg synes, at det er imponerende, hvad Neye har opnået de seneste par år i et marked, som ellers er udfordret og konstant forandrer sig. Desuden tiltaler det mig naturligvis, at Kaza nu skal indgå i en traditionsrig virksomhed med hjertet på rette sted og gode menneskelige værdier,« siger Per Flensborg i pressemeddelelsen.
Per Flensborg har allerede tidligere solgt både familiens gamle boghandel samt den legendariske gule bygning i centrum af Roskilde, som havde været i familiens eje siden 1874, og som husede boghandlen.
Der virkede dog ikke til, at det lange familiejerskab havde givet forretningsmanden søvnløse nætter forud for salget af bygningen.
»Der er ikke noget sentimentalt over det. Det er bare den rigtige beslutning,« udtalte Per Flensborg efter salget i 2012 til Roskilde Avis.
Ved samme lejlighed fortalte han også, at årsagen til, at han solgte var, at han var træt af at bruge meget tid på ejendommen.
»Jeg har haft noget nær en vicevært-funktion i ejendommen gennem de seneste år, og det var jeg blevet lidt træt af. Jeg vil langt hellere bruge tiden og energien på at udvikle Kaza-kæden,« sagde Per Flensborg dengang.
Efter Neyes overtagelse vil alle Kazas butikker blive lavet om til Neye-butikker. Neye ejes i øvrigt helt af Neye Fonden, der er stiftet af Knud og Agnete Neye.
Kaza har ifølge det seneste regnskab leverede et overskud på 1,7 millioner kroner.
