I cirka 35 af de 38 år, han har været i tjenesten, har han set mere, end selv en mand med ekstra hår på brystet bør opleve.

- Bægeret var fuldt, og nu var det løbet over, sagde lægerne den dag i 2004, hvor han knækkede sammen over sit skrivebord og bad om hjælp.

Forud var gået en periode, hvor den erfarne betjent pludselig oplevede følelser, han aldrig havde mødt før.

- Det er jo ikke noget, man taler om som politimand.

Jeg anede ikke engang, at min makker også gik rundt og havde det dårligt, siger Hauervig.

- Jeg kunne græde over det mindste, fortæller Hauervig i dag, hvor han kan se klart tilbage på sammenbruddet, der blev udløst af en barsk drabssag, der er enhver politimands mareridt.

- Det med børn er nok det, de fleste politifolk frygter allermest.

Mishandlet spædbarn

Og det var Erik og hans makker, der blev tilkaldt for at undersøge sagen.

- På vej ud på hospitalet var stemningen mellem Leo og mig sådan set ganske afslappet. Vi regnede med, at hvis det var alvorligt, så ville vi være blevet underrettet.

Men da vi så kommer ud på afdelingen, går alle rundt og ser helt underlige ud. Socialarbejderne lignede udskidt æblegrød, sygeplejersken havde tårer i øjnene, og lægen havde det heller ikke for godt.

- Han fortæller os så, at der kun er én måde, den lille dreng kan have fået sine skader på. Nemlig ved at nogen har taget ham i fødderne og slynget ham rundt og ned i gulvet. Og under efterforskningen finder vi så ud af, at det kun kan have været forældrene, der har gjort det, fortæller Erik Haurvig efter at have taget tilløb en enkelt gang.

Angstanfald

I årene før synes han ellers, at han har vænnet sig til at se døde mennesker i enhver situation på gerningssteder.

Selvmord, myrdede med økser gennem hovedet og ligsyn med børn.

- Det med børnene er nok det aller hårdest. Men underretninger tager også på én. Det at skulle hjem og fortælle folk, at deres nærmeste er død. Man står dér og gør knuder på sig selv for at formulere det. Du kommer jo ud og ødelægger et andet menneskes liv. Man er jo dødens budbringer, og de vil altid huske den dag. Det er rædselsfuldt, siger Erik Hauervig, der tager på job igen to dage efter den rystende sag med den lille dreng på Riget. Uden debriefing på stationen.

Knækker sammen

Kort efter knækker han sammen på sit kontor og må bede sin chef om hjælp.

- Hvorfor er du først kommet nu?, spørger lægerne, da Erik møder op på Rigshospitalet, og kriminalmandens lange vej tilbage begynder.

- Jeg spørger, om det er sagen med drengen, der er skyld i min tilstand. 'Det kan vi ikke sige, men vi kan sige, at du har været fyldt op, og nu er bægeret løbet over. Du har været ude i mange grimme sager', sagde lægerne på hospitalet.

Derhjemme har Erik Hauervig købt nyt hus sammen med konen, og haven udenfor venter.

- Men jeg kunne sgu ikke meget. Kun sidde i en stol inde i stuen og kigge ud i haven.

Langsomt får Hauervig tingene på plads og indser, at han ikke skal ud i aktiv tjeneste igen. Men han er heller ikke klar til pension endnu.

Ved hjælp af Politiforbundet vender Erik Hauervig endelig tilbage i 2007 til sin gamle Station City, hvor han i dag visiterer klagesager over betjente 25 timer om ugen.

Bølle og farmand

- Jeg begyndte med at træne ham ude i Danmarks civile Hundeførerforening i Hvidovre, da jeg var sygemeldt, og dér fandt jeg et fristed, hvor jeg også fik et helt andet forhold til naturen.

- Bølle kan altid læse, hvordan jeg har det. Så hopper han op og begynder at klovne, som om han vil sige.

'Kom nu, far, lad os lege'. Han har været med til at give mig en tro på, at der er andet i livet end alt det negative, jeg har set. Han har givet mig uendelig meget, siger Erik Hauervig og smiler.

Voksen-drømmen

Drengedrømmen handlede om at blive betjent, og om nogle uger går hans voksendrøm i opfyldelse.

- Mens jeg kæmpede for at få mit fleksjob, gik jeg til samtaler med lægen Gitte Sofsrud i Vallensbæk. Jeg betroede hende, at min livsdrøm var at skrive en bog. Og hun opfordrede mig til at gøre noget ved det.

Kort efter sad kriminalbetjenten hjemme i privaten og klaprede løs på sin bærbare computer. Mere end 30 år i politiets tjeneste kom nu til live gennem det plot, han havde tumlet med i årevis, og de miljøer, han har et helt særligt kendskab til gennem sit job.

Sej farfar

- Jeg har altid sagt, at det ville være stort at have en bog på biblioteket. Den følelse, jeg havde i kroppen, da jeg var færdig, kan slet ikke beskrives. Det var en fantastisk fornemmelse.

Du har sgu gjort det. Du har skrevet en hel bog og fået det hele til at gå op. Jeg havde så meget inden i mig stadig, at jeg måtte i gang med toeren med det samme, siger Erik Hauervig, der stadig er panser nogle år endnu, men den 24. april kan han føje forfatter til sit cv.

Her udkommer romanen 'Det onde netværk' (Bog-Kompagniet) og nu er Hauervig for alvor tilbage. Den næste roman i rækkefølgen er såmænd allerede klar, og Erik Hauervig er godt i gang med bind nummer tre.

BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.