Dystre forudsigelser fra den mand, som forudså finanskrisen. En ny krise truer forude, advarer han.
Det ser skidt ud for den europæiske økonomi. Især for den italienske.
Sådan lyder det var den amerikanske finansmand, Steve Eisman, som blev både rig og berømt på at forudsige finanskrisen i 2008, længe før den var en realitet.
Hvis du har hørt om Steve Eisman før, er det sikkert fordi, du har set den oscarvindende Hollywoodfilm 'The Big Short,' som handler om netop Eisman og finanskrisen.
I et stort interview med The Guardian vækker Eisman nu igen opsigt.
Han påpeger nemlig, at de italienske banker har store problemer med mange af de lån, som de ligger inde med fra både privatpersoner og virksomheder, der er bagud med betalingerne. Eisman mener, at de italienske banker har urealistiske forventninger til, hvor mange penge de kan hente hjem fra de dårlige betalere.
»Europa er på spanden. I er stadig på spanden. I det italienske system siger bankerne, at de (lånene, red.) er 45-50 cent værd per dollar. Men budprisen er 20 cent (godt og vel halvanden krone). Hvis bankerne skulle tage nedskrivningerne, ville de være insolvente (har ikke mulighed for at overholde sine betalinger),« siger han til The Guardian.
Eisman vil ikke sige, hvilke banker, det er han har i tankerne, og hvis nedtur han altså har satset penge på.
Til gengæld mener han, at de britiske banker er i fin form.