En koncert. En fodboldkamp. En middag. En drink. For 130 mennesker endte en almindelig fredag i Paris som alt andet end det, da terroren slog til den 13. november.
Den yngste var 17, den ældste 68. Uskyldige mennesker fra 18 forskellige lande mistede livet, da mindst ti attentatmænd fandt våbnene frem i den franske hovedstad.
En måned er nu gået, siden terroristerne rev amerikanske Nohemi Gonzalez, rumænske Lacrimioara Pop og Ciprian Calciu, franske Francois-Xavier Prevost, armenske Lola Ouzounian og britiske Nick Alexander for evigt væk fra deres familier.
Alle seks led de den samme skæbne. Nu kæmper deres familier hver deres kamp for at forstå, hvorfor det skulle ske, mens de samtidig kæmper for solidaritet frem for splid, for at placere et ansvar, for at sikre børnene og for fremtiden.
Nohemi Gonzalez, 23 år - Kampen for sammenhold
Nohemi Gonzalez' sidste minutter var fyldt med glæde og latter. Og til sidst også med frygt. Sammen med en flok venner var den 23-årige amerikanske udvekslingsstudent taget ud for at spise på restauranten 'La Belle Equipe' i Paris, hvor hun studerede design i et semester.
Midt i et smil fik de øje på manden med geværet.
Tilbage i El Monte, Californien, fulgte hendes familie og kæreste udviklingen i Paris. Da nyheden kom, at Nohemi Gonzalez var blandt de døde, bad de til, at det viste sig at være forkert. At det alligevel ikke var hende.
Det spinkle håb forsvandt, da FBI ringede på døren.
Nedenunder kan du se scener fra Paris' gader efter de første meldinger om angreb i byen den 13. november.
Den 4. december stod Nohemi Gonzalez' kæreste gennem mere end tre år, Tim Mraz, på en scene til en mindeceremoni for kvinden, han kaldte 'Pocahontas'. Både på grund af hendes lange, mørke hår, som hun havde på grund af sit mexicanske ophav, og tatoveringen om hendes ene overarm, som Pocahontas havde i tegnefilmen.
»Du vil altid være min Pocahontas, og jeg vil altid være din John Smith,« sagde han.
To dage forinden havde et muslimsk ægtepar, der menes at kunne have forbindelser til terrorgrupper, angrebet et socialcenter for handicappede i San Bernardino ikke langt fra, hvor Gonzalez-familien bor. 14 mistede livet.
Fra scenen fortalte Nohemi Gonzalez' stedfar, Jose Hernandez, at de kun alt for godt forstår den smerte, de pårørende nu står tilbage med.
»Vi kender deres smerte. Bare det at tænke på, hvad de går igennem lige nu, er hårdt, så hårdt,« sagde han.
Familien er dog enige om, at tragedien ikke må skabe splid. I stedet skal den samle. Det fortalte Nohemi Gonzalez' kusine, Michelle Padilla, under mindeceremonien.
»Nohemi var et godt eksempel for vores generation. Hun satte et godt eksempel for folk, der kommer fra immigrant-forældre, der prøver at nå den amerikanske drøm med at gå i skole, lære nye verdener at kende, rejse og prøve sig selv af mod nye ideer, nye mennesker,« sagde hun og tilføjede.
»Tragedien i Paris har fået frygten for terrorisme herhjemme til at blusse op, men i vores jagt på en bedre verden må vi stå sammen i solidaritet. Vi er vrede, rasende over, at vores kusine er død. Men angrebet har kun styrket vores beslutning om at hjælpe alle de immigranter, der flygter fra vold og økonomisk ulighed i Mellemøsten, Latinamerika og over hele verden.«
Lacrimioara Pop, 29, og Ciprian Calsiu, 32 - Kampen for børnene
Ikke langt fra hvor Nohemi Gonzalez sad med sine venner på 'La Belle Equipe', sad det rumænske par Lacrimioara Pop og Ciprian Calciu. Sammen ønskede de en ven tillykke med fødselsdagen.
Kort tid forinden var 29-årige Lacrimioara Pops eget ønske gået i opfyldelse. Hendes familie var blevet genforenet i Paris.
Sammen med sin mand havde hun for 18 måneder siden fået sønnen Kevin-Lucas, men fra et tidligere ægteskab havde hun en 11-årig datter, Tania. Faderen var død nogle år tilbage i en bilulykke, og siden havde Tania boet hos Lacrimioara Pops mor tilbage i Rumænien, mens Lacrimioara Pop forsøgte at stable et stabilt liv på benene i Frankrig, så de en dag kunne genforenes.
Den drøm blev virkelighed for tre måneder siden. I august flyttede Lacrimioara Pop og Ciprian Calciu ind i en større lejlighed, hvor også Tania og bedstemoderen kunne bo med dem.
Men tiden sammen blev kort.
Lacrimioara Pop og Ciprian Calciu vendte aldrig tilbage efter fødselsdagsmiddagen. Med ét blev Kevin-Lucas og Tania, der blev passet af deres bedstemor i familiens lejlighed, forældreløse.
Siden har venner af parret kæmpet for at hjælpe de to børn. Både økonomisk, men også for at sikre, at børnene ikke bliver skilt fra hinanden, da Tania ikke har fransk statsborgerskab.
Nedenunder kan du få et overblik over terrorangrebet den 13. november. Artiklen fortsætter nedenfor.
Lacrimioara Pops chef, 27-årige Virgile Grünberg, der driver cafeen 'Cafe des Anges' i Paris, har siden startet en indsamling til børnene.
»Vi tænkte med det samme på børnene,« siger han.
Børnene bliver efter forældrenes ønske passet af deres bedstemor. Men hun kan ikke fransk, og hun har ikke et job. Og dermed ingen indkomst, forklarer Virgile Grünberg.
Så da den franske premiereminister Manuel Valls besøgte hans cafe for nylig, overrakte Virgile Grünberg ham et brev, hvori han bad regeringen om at give Tania fransk statsborgerskab og en garanti for, at hun ikke også vil blive skilt fra sin bedstemor og lillebror.
»Det er vigtigt for fællesskabet at stå sammen og indsamle penge til at hjælpe i denne tragedie og også sikre, at børnene vokser op sammen. Det var deres forældres ønske, men også vores pligt at sikre, at de får fransk statsborgerskab og den uddannelse, de fortjener,« siger han.
Indtil videre er lidt over en million kroner samlet ind til Kevin-Lucas og Tania.
Lacrimioara Pop og Ciprian Calciu blev begravet i Paris den 1. december.
Lola Puzounian, 17 - Kampen for ansvar
I fire dage ledte Eric Puzounian efter sin datter. Sammen havde de været til koncert med 'Eagles of Death Metal' i Bataclan, men da tre mænd trængte ind i salen med ladte våben i hænderne og bomber under tøjet, blev de skilt fra hinanden i panikken.
I fire dage havde han et håb om, at hans datter ikke var en af de døde. I fire dage opsøgte han hospitaler i nærheden. I fire dage spurgte og spurgte og spurgte han hendes venner på Facebook, om de havde fået et livstegn fra hende. Selv det mindste.
Men ingen hørte nogensinde fra Lola Puzounain igen.
Pigen med de armenske rødder blev terrornattens yngste offer.
Nedenunder kan du se billeder fra da fransk sikkerhedspoliti rykkede ind i koncertsalen i Paris.
Siden har Eric Puzounian langet ud efter den franske stat og regering, som han mener bærer ansvaret for, at angrebet kunne finde sted og hans datter miste livet.
Da mange af ofrenes familier og de overlevende fra angrebet valgte at stimle sammen den 27. november i Paris til en mindeceremoni, hvor Frankrigs præsident Francois Hollande holdt en tale og læste de 130 navne op, valgte Eric Puzounian at blive væk.
I et åbent brev forklarede han, at 'nedbrydningen af politisk kompetence i Frankrig er en tragedie for landet', mens han kritiserer Frankrigs indblanding i konflikten i Syrien og Libyen.
»De seneste præsidenter har handlet med utænkelig simpelhed, med kortsigtede udsigter,« skrev han.
»Jeg mener, at staten og dets seneste ledere bærer en stor del af ansvaret for, hvad der skete.«
Samtidig bebrejder Eric Puzounian også det, han kalder for 'fyrre års fiasko' med at arbejde mod social depravation, i det han mener, at Frankrig har ladet 'distrikter af fortvivlelse' udvikle sig. Udvikle sig til at blive steder, hvor potentielle attentatmænd kan vokse op.
»Frankrig er ude af stand til at levere en fremtid for ungdommen, Europa er ude af stand til at overkomme det nuværende, liberale dødvande. Vores folkevalgte er ude af stand til at tilbyde politisk vision,« skriver han og slutter:
»Jeg er rystet over mit land, og jeg er knust over min datters død.«
Francois-Xavier Prevost, 29 - Kampen for retfærdighed
Mens tusindvis af franskmænd den 27. november hængte røde, hvide og blå flag ud fra vinduer og op foran deres hjem som et tegn på støtte på den nationale sørgedag, valgte Emmanuelle Prévost at lade være.
Hendes bror, Francois-Xavier Prevost, havde glædet sig til koncerten med 'Eagles of Death Metal' den fredag aften.
Men Emmanuelle Prévost fik aldrig lov til at høre ham fortælle, om koncerten havde levet op til forventningerne.
Nedenunder kan du se folk hænge ud af vinduerne i et forsøg på at undgå kuglerne i Bataclan.
Midt i sin sorg har hun ligesom Eric Puzounian også forsøgt at placere ansvaret for tragedien et sted. Og ligesom Eric Puzounian mener hun, at den franske regering bærer en del af ansvaret.
Derfor gik hun skridtet videre og opfordrede til et boycut af mindeceremonien den 27. november. På sin Facebook-side skrev hun hvorfor.
»I Frankrig er det muligt at have forbindelser til terrornetværk, drage til Syrien og derefter komme tilbage helt frit,« skrev hun med henvisning til, at flere af terroristerne den aften blandt andet var franske statsborgere, der havde rejst til Syrien for at kæmpe.
Samtidig tegnede hun også paralleller til angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i januar:
»Intet blev gjort, og ti måneder senere kunne de samme mænd begyndte forfra og denne gang dræbe ti gange så mange mennesker,« skrev hun.
»Så nej tak, hr. præsident. Din udstrakte hånd, din hyldest (af ofrene, red.) vil vi ikke have, og du er delvist ansvarlig for, hvad der skete mod os. Det var nødvendigt at handle tidligere. Angrebene i januar skulle have været nok,« tilføjer Emmanuelle Prévost.
Nick Alexander, 36 - Kampen for fremtiden
I armene på en kvinde, han elskede, mistede britiske Nick Alexander sit liv.
Mens hans stod og solgte merchandise for bandet 'Eagles of Death Metal', som han arbejdede for, trængte mænd med automatvåben ind i koncertsalen.
Foran sin tidligere kæreste, Helen Wilson, faldt Nick Alexander om på gulvet.
»Hans ryg var mod mig, og jeg kunne ikke se, hvad der var sket. Jeg prøvede at give ham mund-til-mund, men de (terroristerne, red.) var lige i nærheden, og de ville skyde, hvis nogen sagde noget,« husker hun.
»Pludselig kunne han ikke trække vejret længere, og jeg holdt ham i mine arme og sagde til ham, at jeg elskede ham. Han var mit livs kærlighed.«
Nedenunder kan du se klip fra en mindeceremoni afholdt i dagene efter terrorangebet.
36-årige Nick Alexander var en af de første 130 ofre til at blive identificeret efter terrorangrebet.
At han døde, mens han arbejdede med det, han elskede, er en trøst for hans familie. Sammen med andre pårørende og overlevende fra terrorangrebet mødte de den 27. november op til mindeceremonien i Paris, hvor de følte sig 'for evigt forbundet med de andre', der stod i samme situation som dem selv.
»Modtagelsen af kærlighed fra hele verden har været en stor trøst for os, og det gør os endnu mere stolte over at have haft Nick som vores søn. Vi vil elske ham og savne ham for evigt,« skrev hans forældre i en udtalelse i forbindelse med mindeceremonien.
Siden har også bandmedlemmerne i 'Eagles of Death Metal' hyldet Nick. Ikke blot for hans liv, men også for den måde, han valgte at gå døden i møde på.
Blødende på gulvet kaldte han ikke efter hjælp. Sagde ikke et ord.
»Han forblev stille og kaldte aldrig efter hjælp, indtil han blødte ihjel, for han ville ikke have at andre også skulle komme til skade,« siger forsangeren fra bandet den aften, Jesse Hughes.
Selvom han indrømmer at være lige så bange som resten af bandet, ønsker Jesse Hughes at være det første band til at spille i Bataclan igen, når koncertstedet genåbner.
Ikke blot for Nick Alexander eller de andre, der mistede livet under angrebet.
»For da jeg var der, blev der stille et kort øjeblik,« siger Jesse Hughes og slutter:
»Vores venner tog dertil for at se rock'n'roll og døde. Jeg vil tilbage dertil og leve.«
Kilder: NBC, Guardian, CNN, Daily Mail, Telegraph, Washington Post og ABC News.
