Med tænder skabt til at knuse nødder er den lille pacu fra piratfiskefamilien med svaghed for testikler en styg overraskelse

Strandene omkring Øresund er pludselig blevet et farligere sted at bade for de mandlige gæster, efter at en fritidsfisker i søndags fangede fisken pacu, som i Sydamerika er kendt for at forveksle rigtige nødder med mænds ­testikler.

Fangsten af den godt 20 centimeter lange pacu-fisk, der er en nær slægtning til piratfisken, har skabt en smule frygt hos badegæsterne omkring København og forundring blandt eksperter. For hvordan er denne fisk med de store, skarpe tænder endt i Øresund?

- Det bliver spændende, grænsende til det uhyggelige, at se, om fisken er en enlig svale, eller om det er en art, vi kommer til at se mere til. Det er første gang, arten fanges i havet i Europa, siger fiskeekspert Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Mysterium ved et tilfælde

Det var fritidsfisker Einar Lindgreen der den 4. august tømte sine åleruser nord for Saltholm i Øresund. Blandt ål og aborrer lå en 20 cm lang fisk med rød bug og store tænder og sprællede.

I havnen vakte fisken en del postyr, idet flere mente, at der måtte være tale om en piratfisk.

- Jeg tænkte med det samme, at sådan en fisk havde jeg aldrig set før, siger Einar Lindgreen og fortæller, at han var tæt på at smide fisken i vandet igen.

- Jeg ville lige vise fisken til båden ved siden af. Han kiggede på den med store øjne og udbrød: Det er en piratfisk! Han ringede straks til sin datter, som er havbiolog på Den Blå Planet. Men hvis ikke båden ved siden af havde sagt, at det var en piratfisk, havde jeg nok bare smidt fisken ud, sagde Einar Lindgreen.

Hvordan er den endt i Øresund?

Ligesom piratfisken hører pacuen hjemme i Sydamerika, men er via akvarier og dambrug blevet spredt til andre områder på kloden. Den betragtes nu som en invasiv art i store dele af USA og i Asien. Den kan veje op til 25 kg og er en populær spise- og opdrætsfisk. Det er dog stadig en gåde, hvordan fisken er endt i Danmark.

- Det er muligt, at nogen har tømt deres akvarium i en nærliggende å inden ferien, og at pacuen så er fortsat ud i Øresunds brakke vand. Vi kender ikke til kommercielt opdræt af pacuer i Europa, men fisken kan ligesom piratfisk opdrættes af amatører, fortæller Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum.

BT spurgte ­mandlige badegæster i Amager Strandpark, om fangsten af pacu-fisken får dem til at droppe svømme­turen af frygt for deres ædlere dele:

Lars Petersen og Sigrun Petersen, 50 år:

- Vi har begge badet i farvande, hvor der var hajer, så en enkelt lille fisk skal ikke stoppe os. Men det kan da godt være, at man skal til at bade med skridtbeskytter, griner Lars Petersen.

Per Svendsen, 57 år:

- Jeg har godt læst om fisken, men jeg må indrømme, at det ikke får mig til at undgå vandet. Jeg er ikke bange for, at mine ædlere dele bliver bidt efter, siger han og griner.

Ulf Minke, 22 år:

- Nej, tværtimod, en enkelt fisk er ikke noget, jeg tager mig af, men det lyder bestemt ikke rart, at den bider efter nødderne, siger han.